I Skanderborrig Enge,
Alt ved den blanke Sø,
Der gaae de Piger og Drenge,
At slaae og rive Hø.

Og i de Knøses Række
Een trasker langt æbag;
Han kan ej Skaaret strække
Med sine tunge Drag.

Og medens alle de Andre
Begynde paafor igjen,
Han monne allene vandre
Saa seent imod Enden hen.

Naar Skaaret han færdig haver,
Han stryger ikke sin Lee;
Han staaer og falder i Staver,
Til Jorden han stivt monne see.

Med Svøbeskaft saa krumpen
Den Foged efter ham foer:
„Hvad skader din dovne Kumpen?
„Hvi staaer Du her og gloer?"

— „Saamænd da, strænge Hr. Foged!
„Jeg stod og grunded oppaa
„Den Blomstervrimmel saa broged,
„Hvor den kan komme fraa.

„Paa alle de faure Blommer,
„Jeg ganger nu her og slaaer:
„De falde hver evige Sommer,
„Og rejses igjen hver Vaar.

„Jeg staaer just her og grunder,
„Og kan dog ikke forstaae
„Det mægtige store Guds Under
„Udi disse mindste Straae."

— „Da skal jeg din Slubbert lære
„At tænke, naar Du skal slaae;
„Jeg skal din Ryg vel hære!
„Den bliver baade bruun og blaa."

Den Foged løfter sin Svøbe;
Men Knøsen kaster sin Lee:
Han giver sig til at løbe
Og hiin monne efter ham see.

Og medens han staaer og gaber,
Og tænker: hvor mon han vil hen?
Han Morten af Sigte taber:
De sees ret aldrig igjen.

Og østerpaa udi Landet,
Højt over Bølgernes Suus,
Imellem Kirken og Landet
Der staaer det latinske Huus.

Der sidder paa sit Katheder,
Blandt Peblinges skjælvende Flok,
Monarken, som Rector hedder,
Med Bog og med Riis og med Stok.

Der sidder nederst af Alle
Paa Bænken, med Ryg til Væg,
En Pebling, de Morten mon kalde;
Han haver saa dygtigt et Skjæg.

I Kappe og sorte Klæder
Han passer saa flittig sin Bog,
Han over Per Lolle sveder -
Den fire og tyve Aars Pog.

Og det er den samme Morten,
Som førre ved Høleen krøb,
Som udi Trøjen og Skjorten
Fra Engen og Fogeden løb.

Som fremad Tiden mon lakke
Henefter vel en Snees Aar,
Det Huus oppaa Skolebakke
En anden Rector faaer.

Magister og Doctor mon være
Den Rector højlærd og from;
Han med stor Hæder og Ære
Fra Cöln i Tydskland kom.

Han trænger ikke til Stokken,
Ej heller til Færle og Riis;
Saa vel regjerer han Flokken,
Men alt paa en anden Viis.

Han kun de Gjenstridige bøjer;
De Blysomme giver han Mod,
Han Skjemt til Alvorlighed føjer:
Han er baade streng og god.

Han giver dem Viisdoms Kjerne:
Men Skallen knækker han selv:
Thi gaae de til Skolen saa gierne,
Som til Havet iler en Elv.

Han Oldtids store Bedrifter
Udtolker med Ild og med Kraft;
Og af de gamle Skrivter
Uddrager den søde Saft.

Han lærer dem ej allene
Udaf den prentede Bog;
I Mark og blandt løvrige Grene
Han fører den muntre Pog.

Der lærer han ham at tyde
Naturens classiske Stiil;
Og Livet at bruge og nyde,
Og glatte dets Rynker med Smiil.

Thi er det slet intet Under,
Den Skole kommer i Ry,
Og fanger saa mange Kunder,
De knap kunne rummes i By.

Ej heller, at deden udganger
Saa mangen en dygtig Student,
For hvilke vort Fødeland fanger
Stor Ære, heel vel fortjent.

At ud ifra Skolebakke
Den gjæve Hans Tausøn foer,
Som paa Papismens Nakke
Først traadte heroppe i Nord.

Og vil jeg blot tælle blandt Flere
Ham, Schiønning, og gode Hans Friis,
Hvis Navne skal stedse florere
Mens Lærdom og Dyd er i Priis.

Opdrog saa den Skolemester -
Hans Minde ret aldrig forgaaer -
Rectorer, Bisper og Præster
I samfulde tredive Aar.

Og det er den selvsamme Morten,
Som førre pløjed og trask,
Og maatte saa dandse paa Porten
For Fogdens slemme Krabask.

Og det er den selvsamme Bonde,
Vi før udi Engen saae
Paa Græs og Blomster grunde,
Istedetfor dem at slaae.

Begav det sig nuomtider
Fra Wittenberg der opsteeg
Hiint Lys, for hvilket omsider
Det romerske Mørke bortveeg.

Da nu hiin sachsiske Morten
Den Manddoms Idræt bedrev,
Og fæsted paa Kirkeporten
Mod Paven sit Fejdebrev:

Da flytter den Danske fra Skolen
Til Kirken — den staaer der endnu -
Og drager i Præstekjolen
Alt med saa glædeligt Hu.

Han tjener sin Gud i det Høje
Derinde et Aar eller to
Til mæt af Dage og Møje
Han gaaer til den evige Ro.

De lagde en Steen paa Graven,
Paa den var udhuggen at see,
Istedet for Kjolen og Kraven
En Ferle, et Riis og en Lee.

Det Mærke er længst udslettet,
Og Stenen er borte med;
Men aldrig vorder forgjættet
Den Saliges Hvilested.

Imellem Kirken og Skolen
Der sover den trofaste Svend,
Til Dommedags-Morgensolen
Ham vækker til Livet igien.