Mørk er Natten; Blæsten tuder
Gjennem Takkel og Toug;
Havet brøler, Bølgen spruder
Fraade hen over den gyngende Bov.

Gamle Skipper stander rolig,
Nynner trøstig en Sang;
Over Hvalens skumle Bolig
Veed han at finde sin vanlige Gang.

Sandet rinder ned i Glasset:
Nu skal Sønnen paa Vagt -
„Se til Fyret og Compasset!
„Saa Du for Riffet Dig tager iagt."

Unge Styrmand griber gjerne
Roret, modig i Sind.
„Har vi ikke selv Laterne?
„Trænger vi da til det fremmede Skin?

„Se til Fyret, hvo som lyster!
„Har vi ej Lys ombord?
„Fyr, Compas — er for en Kryster;
„Kun paa sig selv den Dristige troer."

Gallionen Lampen bærer:
Ene han efter den seer.
Blusset udi Øjet skjærer,
Lyser vel lidet, men blænder end meer.

Fyret er en Ledestjerne
Over det vilde Hav;
Medens skuffende Laterne
Lyser kun til den bundløse Grav.

Stormen hviner, Stormen stiger,
Søen højere gaaer;
Styrmand af sin Kurs udviger,
Ind mod Riffet uvidende staaer.

Lampen slukkes. Der bli'er Mørke:
„Frels Dig du selv, om Du kan!"
Men nu svinder Mod og Styrke;
Brændingen tordner paa mordiske Strand.

Styrmand efter Fyret stirrer;
Kan ej opdage det meer.
Sjelen raadvild sig forvirrer,
Ikkun sin død udi Afgrunden seer.

Gamle Skipper op paa Dække
Iler med faste Trin.
Ingen Fare ham kan skrække;
Han kan øjne det ledende Skin.

Roret knager; Skibet vender
Atter lydig sin Stavn:
Gjennem Storm og Brænding render
Sikkert og snart det i frelsende Havn.