I smilende Vaar, mens paa Roser jeg træder,
Mens Himlen er reen som den spejlklare Strøm,
Mens Hjertet er aabent for Ungdommens Glæder,
Mens Livet er sødt som en lystelig Drøm:
Saa let som som en Zephyr jeg flytter fra Sorgen!
Med Tillid og Haab kun jeg seer til morgen.

I modnere Alder, naar alt ned ad Bakke
Min Vandring sig vender med tungere Fjeld,
Om tre Snese Aar end nedbøjer min Nakke,
Ej kan de forstyrre min Fryd og min Fred.
Mit skyldfrie Hjerte ej kjender til Sorgen:
Jeg smiler, og frygter end ej for imorgen.

Har jeg kun i Som'ren en Hauge saa liden
Har jeg kun i Vinteren en Hytte saa luun,
Hvor fredligt om Dagen henglider mig Tiden!
Hvor tryg jeg mig sænker til natlige Blund!
Fornøjet idag, jeg kun smiler af Sorgen,
Og venter med haabefuldt Sind paa imorgen.

Har jeg til min venlige Hauge en Spade,
Et Træ og en Blomst til min frugtbare Jord,
Et Kruus til min Drik, og en Plejl til min Lade,
En Kniv til mit Brød, og en Stol til mit Bord,
Og kan med en Ven jeg da smile ad Sorgen:
Hvi skulde jeg ængste min Sjel for imorgen?

Og naar saa min Aften omsider nedsynker,
Vel tør jeg mit Ansigt i Spejlet besee,
Og tælle med Smiil mine Alderdomsrynker,
Ja lige ved Randen af Gravhøjen lee.
Mit Haab og min tro er mig sikkreste Borgen:
Der kommer en evig og herlig imorgen.