Til Dagen Orden i hver Zone
Jo hører Kiv og blodig Leeg:
Hist strides om en Keisers Trone -
Her kæmpes om hans Skjæg.

Enhver sin Ret argumenterer
Med Tunge eller og med Sværd;
Een med Kanoner demonstrerer,
En anden med en Fjær.

Man om et Rige hisset rives -
Her om er Ord man kæmper kjek;
Med Blod Beviset hisset skrives -
Her tegnes det med Blæk.

„Men hvo har Ret af dem, som stride?"
Saa spørges stedse fjern og nær;
Det vil Enhver jo gjerne vide,
Og derom dømmer Hver.

Man dømmer vel, men tidt man fejler,
Fordi man dømmer alt for snart;
Man ta'er Bestik, sonderer, pejler,
Og troer at skue klart.

Man vejer Grundene, men glemmer
Heel tidt den allerstærkeste:
Man tidt for overilet stemmer,
Vil ej til Enden see.

Til Enden kun Du rolig blive;
Ej i din Dom Du sejler let,
Thi det i Enden sig skal give:
Den Stærkeste har Ret.

Den Konge, fra en anden vinder
Hans Krone, Ret han har saa vist,
Som den Skribent, der Munden binder
Paa sin Antagonist.

Den, som beholde kan omsider
Det sidste Ord — det sidste Skud:
Han visselig af Kampen skrider
Med Ret og Ære ud.

Hvem Lykken skjænker Sejerskrandsen
Har Ret, — den Sag er soleklar;
Men, hvem Du seer gaae bag af Dandsen,
Han sikkert Uret har.

Blot til Exempel: Bonaparte!
Han havde Ret — saa syntes vi -
Mens han paa Sejersvognen farte,
Og lykken stod ham bi.

Men da hun Ryggen til ham vendte,
Og ganske Haanden af ham slog,
Vi allesammen klart erkjendte:
Han havde Uret dog.

Thi vær ej i din Dom for fage!
Men tøv, og see kun først, hvorhen!
Saa skalt Du dømme alle Dage
Ret og forsigtigen.