For Norge

Op af Nordhavs dybe Vander knejser
Landet, hvor sin Trone frihed rejser.
Højt fra vilde Fjelde
Styrter Fos med Vælde;
Mægtig Skov foruden, Malm forinden.

Men i Dalene Naturen smiler,
Qvæget blødt i Blomsterenge hviler,
Huset trygt bag Skrenten,
Gytten sødt hos Gjenten; -
Kraft og Kjerlighed sig sammenslynge.

Skaal for gamle Norges Kæmpefjelde!
For det Folk, som i forynget vælde
Frie Marker pløje
Som de Bølger høje! -
Norges hæder fast som Himlen stande!

For Sverrig

Du gamle Alfers første Hjem i Norden!
Du skjøne Disers skjønne Fædreland!
Din Hæltehæder, lig Troldhættans Torden,
Gjenlyder vidt fra Østresaltets Strand!

I Freden mild og elskelig som Balder,
I Striden vild og frygtelig som Thor,
End blomstrer, som i Odins Gyldenalder,
Ejnheriars Land, hvor Frej med Freja boer.

Saa grønnes dine Dale, dine Fjelde
I evig Ungdom kraftigt Aar for Aar!
I Borgerdyd Du mærke kun din Ælde,
Og Svithiod stærk som nu om Sekler staaer!

For Danmark

Danmark! Fostermoder kjere!
Hør vor Frydesang!
Himlen disse Toner bære
Over Sø og Vang!
Ryst jert Løv, I Bøgeskove!
Hav! Du krumme stolt din Vove!
Lytter! nu den danske Tunge
Gladeligt skal sjunge!

Græs og Korn og Ved gi'er Jorden
Føde, Ly og Lyst;
Dannemark bespiser Norden
Af sit rige Bryst.
Trindt paa Hav og Sø og Strømme
Rigtbelagt Snekker svømme,
Uden Tal de Fiskestrimle
Underneden vrimle.

Er ustadig end vor Sommer
Og vor Vinter lang,
Engen har dog sine Blommer,
Frugt har Dannevang!
Kolde Storme — Hjerter varme,
Kjerlighed i ædle Barme,
Troskab under Sorg og Glæde
Har i Danmark Sæde.

Dine Sønner, elskte Moder!
Ofte Sværdet svang,
Værnede om dine Goder,
Værged for din Vang.
Enighed gjør Kæmper stærke,
Mod er rette Danneværke:
Hegnes saa den danske Have,
Ledet er ilave.

For Nodens Enighed

Om end Tvedragt herefter trindt paa Jorden,
Venskab, Fred og Fryd udi vort Norden! -
Fred, paa fast som Fjeldet!
Fryd, saa reen som Vældet!
Venskab, som blandt gamle Fosterbrødre!

For tidt tilforn har Brodertvisten hærget
Med daarlig Grumhed Nordens Trillingeblad;
Mod fælles Fiende nu kun blottes Værget:
De Tre som Een skal staae til sidste Mand!

Ja, Tre som Een mod fremmed Vold,
Da fast vi staae.
Vor Enighed, det er vort Skjold;
Treægget Sværd gjør Fienden kold,
Som paa den stærke Klippevold,
Paa Bølgen blaa!
Vor Venskabspagt fra Slægt til Slægt
I Kongers Konges Varetægt
Skal staae!