Hvor der er vakkert i den Præstegaard!
Hvor smuk er Haven med sin Blomsterflor!
Man næppe selv veed, hvor man helst vil være.
Derude Du Naturens Skjønhed seer -
Derinde dog forlystes Du end meer;
Thi ogsaa her da har den Præstemand
Et Flor, han driver med sin egen Hand;
Og den er ægte, stor og udsøgt, Kjere!
Hvad skjønt der blomstrer mellem Pol og Pol,
Det finder Du paa Præstens Bogreol.

Han plukked dem i eget Fædreland,
Han hented ogsaa dem fra fremmed Strand;
Dertil han brugte sine frie Timer.
Ihvorsomhelst der Een ham til sig drog,
Han for sin Samling en Aflægger tog:
Den voxer jo i Büffons Fædrejord,
Og denne paa Linnæi Fjelde groer,
Og den ved Rhinen, den ved Tibers Strimer,
Og her er een fra Hellas fjerne Kyst -
Og alle smukke — det er dog en Lyst!

Følg med mig, Landsmænd! kom! — Ak! det er sandt:
Han er ej hjemme — paa en anden Kant
Ham Evighedens Blomster nu forlyste.
Ak nej! Han kommer aldrig meer igjen;
Han er til Edenshave plantet hen. -
Han har en Viv — en Søn tilbage her:
Du havde Manden, Du din Fader kjer -
O, ville I Jer ved hans Bortgang trøste:
Lad hans Herbarium ej splittes ad!
Det gjorde ham saa tidt i Livet glad.

De ere Sødskende, de Blomster smaa:
De maae ej skilles. Hvis de skulle gaae
I Verden ud, da lad dem altid sammen!
I, kjere Børn! ej sammen blive maae:
Een her — en Anden der — det er nu saa.
Hvad Fader ellers til Jer samlet har,
Deraf Enhver sin egen Andeel taer;
Men lad den samlet — Skatten der paa Rammen!
Hans Pantheon — det lille her han fik -
Det store hist han nu imøde gik.