Som et Frø af ædel Art,
Man udi et Vildnis kaster,
Opad med ustandset Fart
Over Tjørn og Tidsel haster,
Spreder sine stærke Grene
Vidt omkring, og staaer allene:

Som en Gnist af aften frem
Glimter, blusser op i Lue,
Føler, Himlen er dens Hjem,
Stræber derfor mod dens Bue;
Over Røg og Damp sig hæver -
Selv et Lys mod Lyset svæver:

Saa af Mørket Du opsteeg,
Baaret frem ved egne Kræfter;
Hoben trindt tilside veeg,
Undred sig og stirred efter.
Ak! men over golde Kyster
Du din ædle Frugt nedryster

Fejghed hader Mod og Kraft,
Lys er Gift for mørke Sjele:
Ædle Træ med Marv og Saft!
Ukrudsynglen vil dig qvæle;
Dine Frugter vil de have,
Medens de Dig undergrave.

Dejlig Vang i Bølgen Blaa!
Gamle Danmark, skjønne Have!
Du, som dyrt undgjælde maae,
At dit Led var tidt af Lave -
Hvo det løfter i dets Hængsel
Lønnes grumt med Baand og Fængsel!

Arme Konge! ak! vil Du
Havens Vogter udelukke?
Og i blind forvildet Hu
Egen højre Haand afhugge?
Da den ædle Grif Du stækked,
Du din egen Vinge stækked.

Dybt i Norden staaer et Fjeld,
Skummelt, nøgent, midt i Havet,
Der, o store Griffenfeld!
Blevst Du levende begravet.
Viisdom selv blev dømt tildøde;
Derfor maatte Danmark bøde.

Mangt et Aar skal svinde hen,
Skiftes ofte Danmarks Krone,
Førend Griffenfeld igien
Staaer ved Dannerkongens Trone:
Konger har et Skel flere;
Griffenfelder ingen mere.