Hvorledes Had af Elskov kan udbryde,
Hvor rædsom Riv af ringe Ting kan flyde,
Jeg synger, og nedlægger denne Gang
For alle Junkere min Heltesang.
Selv mangen Frøken være vil maaskee
Saa naadig til mit ringe Qvad at see;
Mit Æmne simpelt er, men ei min Ære,
Om hine ville saa bevaagne være,
At skjænke det et Smiil.
Siig mig, Gudinde!
hvor kunde da en Junker faae isinde,
At tee sig mod en Frøken saa gemeen?
Og sligt — thi det er som en Slibesteen
For mine Øjne — hvor en Frøken har
En junker villet holde saa for Nar?
Til sligt Extrem kan Dødelige drives?
Kan saadant Had i ømme Hjerter trives?
Igjennem Silkeomhæng solen funkler,
At aabne Øjne, som dens Glands fordunkler.
Nu Skjødehunden sig paa Puden strækker,
Og Middagsklokken søvnløs Elsker vækker.
Gulduret slaaer; paa Gulven Tøflen pikker
Tre Gange — dog endnu Belinda ligger
I Dunene, thi Sylphen sine Vinger
Udbreder over hende, og medbringer
I Drømme til den Skjønnes Leje hen
Smuk som Cupido selv en Ungersvend.
Han hvisker sødt: „Som tusind Borgere i Luftens Rige
„Med stor og ængstelig Omhu vogte paa! -
„Om nogentid din Sjel i Drømme saae
„Et Glimt af, hvad din Amme har fortalt
„Om Ellekongers glimrende Gestalt,
„Om Dværg, om Nisse eller Bjergmand,
„Saa hør og troe, hvad her paa jordens Land -
„Skjøndt Sandhed — ej af lærde Folk erfares,
„Men kun for Piger og for Børn bevares:
„En Løndom, hvorledes kloge Daarer lee,
„Og de Uskyldige allene see.
„Viid da: af Aander en utallig Hær -
„Hvorvel usynlig — er Dig altid nær;
„De sig omkring din Sminkekrukke svinge,
„Og — ti Mand høj — i dine Ørenringe.
„Tænk, hvilket luftigt Tjenerskab Du ejer!
„Og blæs saa ad een Kudsk og to Lakajer!
„Min Sjel i Kroppen af en yndig Qvinde,
„Liig din — i fordums Tid var sluttet inde;
„Men dette Kjødvehikel jeg bortbytted
„For et af Luft, da jeg fra Jorden flytted.
„Naar Qvindens Sjel sig her fra Kroppen lister,
„Tænk ej, hun sine Luner derfor mister!
„Af Luner hun regjeres stedse vil:
„Skjøndt hun ej spiller selv, hun seer dog til.
„For en Kareth hun Faaer en luftig Karm,
„Og Lyst til L'hombre i den lette Barm
„Døer aldrig ud; thi Sjelen gaaer tilbage
„Til sin Bestanddeel, naar i Lykkens Dage
„Den Skjønne blegner; hvasse Rappenskraller
„Bli'er Ild ( man Salamandere dem kalder.)
„De bløde Hjerter smelte heni Vand
„Og drikke Maaneskin i Skyggers Land.
„Til Jord den Knipske som en Gnome daler,
„Og beder, sukker, græder og bagtaler.
„Coquetterne som Sylpher opad stige,
„og flaggre, sværme trindt i Luftens Rige.
„Endvidere Du vide maae: at hver,
„Som smuk og kydsk foragter Mandfolk her,
„Maae af en Sylphe lade sig besove.
„Thi Aander — frie for Dødeliges Love -
„Kan hver en Skikkelse, hver Kjøn antage.
„Hvad vogter vel de Piger kjælne, svage,
„For lumsk Forfører og forvovne Sprader
„Paa natlige Concerter, Maskerader -
„Naar Lejlighed det varme Ønske fremmer,
„Naar Dandsen heder, og Musiken stemmer,
„Til Kjerlighed? — Det deres Sylpher bære.
„Skjøndt Dyden her paa Jord maae Skylden ere -
„Der give damer, som prædestineres
„Til hist af Gnomerne at embrasseres.
„Med Stolthed fylde disse Nymphens Bryst,
„Da tumles Tanker i den tomme Hjerne,
„Mens port d'epée og Baand og Kors og Stjerne
„Forgjæves glimrer, og imens Baroner
„Og Grever læspe udi søde toner:
„Min Naadige!" — Det disse Sylpher ere,
„Som unge Pigers skjelmske Øjne lære
„At blinke, Kinden paa Befaling gløde,
„Og Hjertet flaggre Spraderne imøde.
„Tidt tænker Folk: en Pige snubler, naar
„Hun under Vagt af Sylpher gjennemgaaer
„Den svimle Hvirvel; hende de ledsage.
„O, hvilken Pige kunde vel modstaae
„En Elsker, hvis hun ikke flere faae? -
„Bestemtve hin Soupée var hendes Fald,
2Hvis hun ej reddet blev ved dette Bal.
„Den skjønne Chloe vist et Offer blev
„For hiin Billet, Narcis saa kjælen skrev
„Naar Daphnis ej med lige kjælen Ild
„Just trykte Haanden paa den Pigelil.
„Men Damen Hjertets Legetøj omskifter.
„Det kalder Verden tidt Letsindighed:
„I blinde Dødelige! som ej veed,
„Det ene Sylpherne tilskrives maae.
„Af dem er jeg, som Du seer for dig staae
„Jeg hedder Ariel, og har den Ære
„Din Vogter — kjøndt usynligen — at være.
„Nys, som jeg svæver under Himlens Buer,
„See, i din Stjernes klare Spejl jeg skuer;
„En frygtelig Ulykke forestaaer,
„Før Solen ned i Vesterhavet gaaer:
„Men hvad og hvor, vil Himlen ikke sige.
„Jeg Dig advarer: vogt Dig smukke Pige!
„Blot raade Sylphen kan, forsigtig vær!
„Vogt Dig! men vogt for Mandfolk Dig især!"
Han taug. Men Moppe syntes, at for lang
Var hendes Søvn, og op i Sengen sprang.
Om man skal Rygtet troe, saa faldt just nu
Belindas Øje paa en Billet-dour;
Knap havde hun „Saar — Hjerte — Engel" læst,
Før Drømmen var som bort fra hende blæst.
Den lille Fod hun ud af Sengen strækker,
Det skjønne Ansigt hun mod Spejlet rækker,
Og let bedækt med hvide Morgendragt
Tilbeder Toiletets Undermagt.
Den ringere Præstinde allerede
Paa Alteret begynder at udbrede
Haarnaale, Perler, Flasker, Diamanter,
Guldringe, Præstensioner, Silkevanter,
Skilpaddekamme, Kniplinger og Baand.
Hun ordner Alt med travl og færdig Haand,
Og Tjenesten begynder Skjælvende.
Tidt rejser sig Belinda for at see,
Hvorlunde Kunsten staaer Naturen bi.
Hun smiler, vækker alt sit Trylleri;
Hun rødmer gradviis — straaler meer og meer,
Seer suurt, seer sødt, og nejer, nikker, leer
De travle Slpher trindt om hendes Ærme,
Een glatter Kjolen, og en anden staaer
Paa Skuldren, for at trølle hendes pryder;
Skjøndt Jomfru Betty Æren derfor nyder.