Farvel Hans Christian! ogsaa Du gaaer bort!
Du, som de Andre, lader mig tilbage!
Nu tykkes mig først ret, vort Liv er kort -
Det Hele kun en liden Slump af Dage.

Det er ej længe siden, tykkes mig,
Vi vare begge raske Ungersvende:
Hver Ungdomsglæde søgte mig som Dig,
Vi tænkte begge lidt paa Livets Ende.

Mig tykkes hartad, som det var igaar
Vi svang Hasherredspigerne i Dansen;
Med friske Roser i de lyse Haar,
Og kjælne Øjne under Blomsterkrandsen.

Da Ditlevine med forelsket Blik
Og ømme Hjertesuk kom Dig imøde,
Da Arm i Arm I To tilsammen gik,
Og plukked Kjærlighedens Roser røde.

Ak! hun er ogsaa borte — stakkels Ven!
I flere aar alt vandred Du alene.
Den skjønne Myrthe længst er visnet hen:
Om Graven bøje sig Cypressens Grene.

Farvel Hans Christian! Vaaren brat forsvandt,
Og Livets Sommer maatte snart henrinde;
De Glædeskrandse, vi som Knøse bandt,
Dem saae vi vore Børn paany ombinde.

Men Alderdornmens Vinter, mørk og kold
Den skulde ikke knuge Dig ret længe;
Den stille Gravhøj er det stærke Skjold,
Som ingen Sorgens Pile gjennemtrænge.

Men jeg, min Ven! ja jeg er her endnu,
Med ogsaa denne Sorg paa gamle Dage.
Jeg stander ved dit Vinterleje, Du!
Ak hører Du min gamle Harpes Klage!

Hvis saa, da hils din Ungdomsbrud fra mig.
Ved eders Brudeseng jeg sang med Glæde;
Men nu paa Dødens Seng jeg finder Dig -
Ak, ja! i anden Tone maa jeg qvæde.

Farvel Hans Christian! fra din Grav igjen
Jeg atter ud i Livets Tummel iler.
Sov vel! jeg kommer efter Dig, min Ven!
Naar Dødens Engel ogsaa mig tilsmiler.