Steenvinkel, Rostgaard og Gerner,
Saa hed de trofaste Tre,
Hvem I som lysende Stjerner
Paa dette Billede see.

Til Fædrelandet at gavne
De vare som Eet i Hu;
Thi maae de herlige Navne
Ej heller adskilles nu.

Det var i Trængselens Dage,
Da, paa Fordærvelsens Rand,
Af Danmark stod kun tilbage
Een By ved Øresunds Strand.

Hiin stærke Nøgle til Sundet,
Den faldt i fiendtlige Haand:
Ved Svig var Rosenborg vundet:
Da brast de næstsidste Baand.

Da faldt det sidste af Modet,
Hvor førre det fast ej sad;
Men ej kom Iis udi Blodet
Paa dette Trillingeblad.

De lagdde Raad op med Liste,
Den Nøgle atter at faae;
Det bære nu fik eller briste:
Tilsammen vilde de staae.

Det brast. I Løndom tiltraadte
En Helteskare det Værk.
Dog Een var Nidding, forraadte
De Tre til Fiende saa stærk.

De greb Steenvinkel, og førte
Ham ud til den nøgne Strand.
Et Suk de fra ham ej hørte;
Han døde jo for sit Land.

Til Stejlen en Britte hentræder,
Og op paa Hjulet han steg:
„Du varst en Dansker med Hænder,"
Han kyste Munden saa bleg.

Saa Gerner monne de spænde
Paa Pinebænken saa trang:
Døe skal han, eller bekjendte,
Mens Blod fra Næglerne sprang.

„Din Klerk vi skulle vel tvinge,
„At sige bedre Besked." -
„Nej! lad min Gravkloke ringe!"
Han sig udi Læberne Bed. -

Alt som han lærte de Unge,
Og holdt det selv som et Bud.
„Hvo ej er tro mod sin Konge,
Ej heller elsker sin Gud."

Da skammede sig Generalen,
Og sagde: „Nu er det nok;
„Jeg seer, tung falder Dig Talen -
Gak hjem til Bukkenes Flok!"

Nu var der da Rostgaard tilbage;
Ham gad de hellere see
At tage piinligt af Dage -
Den Værste af disse Tre.

Men Nys han fik dog itide:
Han greb om Natten sin Hest;
Saa monne den Ædeling ride
Til Staden som han kan bedst.

Og da til Søen han langer,
Som Navn af Ulvene har,
I Hjertet Hesten han stanger,
I Hals og Bove den skjar.

Sin Hat i Vandet han kaster,
Og Kappen ovenderpaa.
Til Axelstad han da haster,
Og kom for Kongen at staae.

De Svenske efter ham sætte,
Ved Daggry naae de den Sø.
De see Hest, Kappe og Hætte:
„Saa har han alt maattet Døe!"

De svenske Herrer de haste,
At bringe Tidende slet
Til Enken, der at udkaste
Et gyldent Kjerlighedsnæt.

Eja! de komme forsilde:
Hun keeg af Vinduet ud,
Sig dukked atter og smil'de -
Hun sømmer enkelig Skrud.

Dog bejler Een og en Anden;
Hun beer dem give sig Tid:
„Den Viv, saasnart glemmer Manden,
„Hvo kan til hende slaae Lid?"

Dog snart blev Andet at gjøre,
End bejle. Svenskernes Drot
Sin Hær til Storm monne føre
Mod gamle Skjoldungeslot.

Men der nu Stormen afslagen
Var med utvingeligt Mod,
O Vovehalsen bortdragen
I egne Kæmpers Blod:

Sin Viv nu atter omsavned
Den Helt i Glæde og Ro,
Til længe efter de havned
I Himlen, trofaste To!

Giv' Gud, at i Dannemænd alle
Der slige Hjerter dog sad,
Som deres, hvem vi maae kalde
Med Skjel: et Trillingeblad!