Snart for Indbildningen det trætte Forhæng drages,
Hver Sjæl den yndige Vilfarelse betages;
Man lægger laante Dragt med laante Roser hen,
Man kaster Masken, og man er sig selv igjen.
Skjøndt vi saaledes lod os gjerne længer svige,
Maae broget Illusion for nøgen Sandhed vige.
Fra denne lyse Hal vi ud i Mørket gaae,
Og disse grønne Træ'er vi bytte med de graae.
For vores egen Maane som bestandigt leer,
Vi vende os til den, som vi slet ikke seer.
De Baand, der — som det lod — blev knyttet her saa fast,
Opløftes alle nu igjen med samme Hast.
Istedetfor den skjønne Møe fra fjerne Zone,
Man nu tiltakke tager med sin egen Kone.
Skjøndt mangen Illusion saaledes svinder hen,
Een bliver, og som herlig Sandhed bli'er igjen.
Det er den glæde, som har os forenet her!
Maria, Kongens Viv og Landets Moder kjær,
Har atter med sin ædle Datter fyldt et Aar,
Derfor i rene lyst det danske Hjerte slaaer;
Det slaaer paa Jyllands Heder som i Sjølunds Skove,
Ved Ejderens stille Strømme som ved Skagens Vove.
Trindt juble danske Læber højt, og juble atter:
Hurra, Hurra for Kongens Hustru og hans Datter!