Her har skyldfri Skjemt sin Bolig;
Tiden gaaer i munter Iil:
Hjertet slaaer saa let og rolig,
Mærker ej til Sorgens Piil.
Og om man end stundom finder
Smerte ved en indbildt Harm,
Om fra Øjet Taaren rinder:
Er det dog kun — blind Allarm.

Men — derude gaaer det ikke
Altid saa fornøjet til ;
Den som Kummers Braad mon stikke,
Kan ej smile naar han vil.
Ah! saa Mangen dybt maae sukke
Udaf sorgbetynget Barm;
Og i Graad sit Øje lukke:
Det er meer end blind Allarm.

Held Enhver, som i sin glæde
Glemmer ej den Armes Nød,
Som i Venskabs muntre Kjæde
Mindes den, der græd for Brød;
Som med villig Haand og Hjerte
Gyder Trøst i saaret Barm,
Vækker haab og lindrer Smerte -
Men ej blot ved blind Allarm.

Saa at frelse den, som træder
Ned ad Mishaabs skumle Sti:
Hvilket ædelt Hexeri!
Her med Skyggeværk ej samles,
Siger Stemmen i vor Barm;
Dette Meed, hvortil vi samles,
Var dog meer end blind Allarm.