Ej blot til Lyst! saa sige vi, naar lystig Skjemt
Gjør Hjertet til en mild og aandig Glæde stemt;
Naar skjelmt Thalia bag sin gamle Maske leer,
Og ind til Daarerne med Satyrsvøben seer.
Indklædt i Spøg saa mangen Sandhed her man fatter;
Man underviser og man lærer under Latter.
Indklædt i vittig Skjemt saamangen Alvorslære
Til Hjertet finder Vej, og Frugter monne bære.
Saaledes glider Sandheds bedste Pille ned,
Forsødet ved Poetens kloge Lystighed.
Man lytter villig til den muntre Lærers Røst,
Og tænker smilende: „Saamænd! ej blot til Lyst!"
„Ej blot til Lyst!" med større Føje maae vi sige,
Naar Melpomene med sin Dolk vi see fremstige;
Naar under dybe Suk med Taarer paa sin Kind
I Hjertets Labyrinther hun os leder ind;
Naar Lidenskabens høje, vilde Vovespil
Hun i et sanddru Spejl os foreholde vil.
Naar Lasters skumle Hær til Kamp mod Dyd sig lejrer,
Vi see den tabe dog tilsidst — selv om den sejrer.
Naar Dyden straaler i sin himmelske Gestalt,
Vi see den dog sejre tilsidst — selv om den faldt.
Vort Hjerte vexelviis af Haab og Frygt bevæges,
Af Kummer saares det — ved Fryd det atter læges;
Nu klemmes det af Sorg, nu svulmer det af Harm;
Nu Had — nu Kjerlighed opluer i vor Barm, -
Indtil bag Dækket flux den hele Scene svinder.
Lidt efter lidt man da sig summer og befinder,
Da lægger sig den Storm, som vores Sind oprørte;
Dog er det, som vi end en sagte Susen hørte,
Vi mærke af en Efterklang udi vort Bryst:
Det var — skjøndt kun et Digt — dog ikke blot til Lyst.