Hvo rider saa silde mod Skoven frem?
Der er en Fader, der skynder sig hjem.
Han haver sit Barn udi sin Arm;
Han holder det fast, og han holder det varm.

„Min Datter, min Datter! hvi skjuler Du Dig?"
— „Min Fader! Elkongen vinker ad mig,
„Ellekongen med sin Krone og Svands."
— „Min Datter! der er ikkun Maaneglands."

„Du faure Barn, kom gak med mig,
„Saa vakkert vil jeg lege med dig;
„Der hjemme haver jeg Blomster smaa,
„Baade Roser og Lillier, dem skal Du faae!"

— „O Fader, min Fader! og hører Du til
„Hvad Ellekongen mig give vil?"
— „O Datter, min Datter Du tie qvær,
„Der er ike meer end et susende Vær."

„Saa kom da herhid Du venne Maar!
„Der hjemme hos mig gaaer Dands i Gaard.
„Mine Døttre de træde den natlige Dands,
„De smykke Dig med en Guldblomsterkrands!"

— „O Fader! o seer Du den dandsende Ring?
„De qvæde og springe saa lystigt omkring."
— „Min Datter! ej længer Du stirre derpaa,
„Det er ikkun Taagen, der synes saa."

„Jeg elsker Dig Pigelil fager og bold,
„Og kommer Du ikke, saa bruger jeg Vold."
— „O Fader, o Fader! jeg bliver saa ræd,
„Elkongen haver mig gjort Fortræd."

Den Fader gyser, han rider med Hast.
Han holder det gispende Barn saa fast;
Og der ved Hjemmet af Hesten han steeg,
Da var den Pige af Døden bleg.