Fuld af Narre er vor lille Jord;
Det er vitterligfor hver, som boer
Mellem dem — det er : i alle Egne.
Narrebjælden klinger allevegne,
Lige ivrigt her og der man søger
Knuder paa et Siv, og skriver Bøger,
Puster — griber efter — slaaes om Bobler,
Gaber -over egne Bene snubler;
Tærsker Langhalm — døde Hane slaaer,
For af Hønen men et Vindæg saaer.

Men at sige: hvo er størst i Rangen -
Da faa temmelig hinanden Stangen
Man i Narrestreger veed at holde -
Det ej ringe Hovedbrud kan volde.

Er det den, som Venneløvter troer?
Den, som bygger paa en Qvindes Ord?
Er det den som fast sig bilder ind:
Venskab, Kjerlighed er meer end vind?
Nej! thi ellers var jo Alle Taaber;
Eengang i det mindste hver dog haaber,
At de fromme Barndomsdrømme maae
I Opfyldelse nødvendigr gaae.

Er det — Ære den, som Ære Skyldes! -
Han, hvis Barm af Herskerstolthed fyldes?
Han som gjennem Blod til Tronen render,
Ødelægger, myrder, skjænder, brænder,
For af Smigeryngel at besynges,
For af gyldne Lænker at betynges,
For med vaagne Nætter, Frygt og Harm,
Slanger i sin purpurklædte Barm,
For med tunge Byrder, bittre Savn
At betale dyre Kongenavn? -

Er det ham, som for et Baand, en stjerne,
Ro og hjertefred bortgiver gjerne?
Som sig ved sin Slavelænke glæder,
naar han blot paa mindre Slaver træder?
Som af Overmænd med største Fatning
Døjer svære Ting og sin Erstatning
Ta'er hos Undermænd+ som stedse svæver
Mellem Haab og Frygt, til Døden kræver
Daarens Sjel, og det ormstukne Hjerte
Løfter fra dets Uro, Harm og smerte,
Af den tunge — skjøndt forgyldte Lænke -
For til andre Orme det at skjænke? -

Er det ham, som tordner, som formaner
Mod de syndige, de gamle Vaner?
Som godmodigt troer, han Hjertet rører,
Naar han præker blot for døve Ører?
Som indbilder sig, han heldigt kæmper
Mod Fordærvelsen, og Synden dæmper?
Øser stadigt Vand i hullet Kar -
Tomt det bliver som det altid var!

Er det ham, dynger Guld paa Guld,
Faaer dog aldrig Pengebunken fuld?
Han som ejer Alt, og Intet nyder,
Stundom over Millioner byder? -
Er dog arm paa Fryd og Hjertero,
Finder Hvile størst i Gravens Bo?

Er det ham, der for de Andre slider
Tungt i Fred, og udi Krigen strider?
Kæmper idelig mod Sorg, mod Savn,
Til han og i stille Vinterhavn
lander, og nedsynker i den Jord,
Hvor han kun til Nød og Møje boer?

Nej! o nej! den allerstørste Nar
Er dog den, som dette skrevet har;
Han, og hver Poet, som haaber,
At til Vise han forvandler Taaber.