Den rige Mand triner af Døren ud
Alt under Vinterens Snee og Slud;
Han føler den skjærende Nordenvind,
Og svøber sig tæt i sin Kappe ind.

„Hvo er den Qvinde, som hisset gaaer
„Med Blomsterkrandsen udi sit Haar?
„Den Kind er rynket, de Lokker graae,
„Hvi monne den stakkel sig smykke saa?

„Du arme Gamle, kom ind til mig!
„Dig knuger Frosten saa haardelig:
„Min Ovn er varm, og min Lade er fuld,
„Du skalt ikke frygte for Sult eller Kuld!"

„Jeg frygter hverken for Sult eller Kuld,
„Mit Hjerte er varmt, og min Barm er fuld:
„Jeg gaaer, og søger de Blomster smaa,
„Kan dem ikke vil under Sneen naae.

„I Morgen la'er jeg mit Bryllup staae,
„Vil Du ikke med til Brudehuus gaae?
„Jeg søger min Kjereste fjern og nær,
„Jeg kan ham ej finde her eller der."

Den rige Mand bliver saa bleg om Kind,
Han føler ej mere den bidende Vind.
Han læner sig op til forgyldene Karm,
Han rører ej Fod, og han rører ej Arm.

„Min Kierest' er klædt udi Silke og Maar,
„Han bærer det lange guldkrudsede Haar
„Den første Nat, han sov i min Arm,
„Da blev mit Hjerte af Elskoven varm.

„De Vintre gik bort, og de Somre gik hen,
„Han kommer ikke tilbage igjen;
„Jeg leder ved Dag, og jeg leder ved Nat,
„End kunde jeg aldrig fange ham fat.

„De mange Nætter jeg haver nu grædt,
„Mit Øje er tørt, og mit Øje er træt.
„Jeg leder ind, og jeg leder ud;
„Jeg bliver dog altid den eenlige Brud."

Der kom en hylende Kastevind,
Rev Blomsterne bort fra rynkede Kind,
Og som de Blomster i Luften foer,
Da faldt den rige Mand død til Jord.