Jeg kommer seent — o Du, min Vens Veninde!
Vel sidst af Alle med mit Sørgeminde
Til den Bortkaldtes Grav;
Men mellem os var Sø og salten Hav.

Mig Ingen ømt og skaanende beredte
Paa dette Slag. Jeg blandt de Døde ledte,
Og fandt det kjere Navn:
Din Mand, min Ven, i Gravens kolde Favn!

Saa kort kun blev hans Venskab her mig givet;
Vort Møde var et hurtigt Glimt i Livet:
Vi kjendtes først ifjor;
Og ak! nu ligger han i sorten Jord.

Kort lød mig — snart forstummende, hans Stemme;
Dog længe nok for aldrig ham at glemme.
Han gav mig blot sin Haand;
Og see! til Himlen steeg hans ædle Aand.

Erindrer Du? — det er ej længe siden -
Da vi, forsamlede i Foraarstiden,
Fra Stadens trange Buur
Udilte i den skjønne fri Natur?

Blandt Blomsterne og blandt de grønne Blade
Saa let i Sind vi hos hverandre sade,
Og nød den glade Maj -
Hans sidste! ak, det anede vi ej!

Saa karsk et Træ, saa hastelig at visne!
Saa varmt et Hjerte, og saa snart at isne!
Saa lystelig en Vaar!
Og nu saa kummerfuldt et Efteraar!

O, mindes Du, da han til Afsked fulgte
Sin nye Ven? Ej sig hans Taare dulgte;
Han kyste mig saa huld -
Og ak! nu ligger han i sorten Muld!

Hvad skal jeg sige til din Trøst, Venninde!
Heel svag er den, jeg til mig selv kan finde;
Det er med Hjertevee,
Vi sukke: Fader ak! din Villie skee!

Først dine Glutter tre — saa deres Fader
Dig, ret en eenlig Enke, nu forlader.
Jeg mistede en Ven -
Du mistede meer og mindre har igjen.

Et Hjerte brast, som ej har slaget bedre,
Mens Kjerlighed en Christens Vej skal hædre.
Selv for den faldne Dyd
Han havde Taarer midt i egen Fryd.

Og meer end Taarer; stræbte han ej trolig
For Angeren at rejse Trøstens Bolig?
Sit Ønskes Maal han fandt
Ej her; men selv en Fredens Bolig vandt.

For fremmed Nød den Frommes Graad har rundet;
Selv først et trygt Asyl han nu har fundet.
Han strø'de Sæden ud,
Og gik herfra — ham lønne Høstens Gud!

Den ædle Fischer! — Jorden har i Gjemme
Det dødlige; den bedre Deel er Hjemme
I Herrens Himmerig. -
Gud Fader glæde ham, og trøste Dig!