Glat var din Kind, da første Gang
Du ind i Kæmperækken sprang;
Da mellem Mænd en Dreng Du stod,
Og offrede dit unge Blod;
Da uforfærdet udi Dampen
Du viedes til Heltekampen!

Glat var din Kind, da første Gang,
I Kuglers Hviin og Sværdets Klang,
Dødsenglen foer forbi dit Bryst
Med huul og rædsom Tordenrøst;
Da første Gang Du maatte bløde
Udi det vrede Heltemøde.

Glat var din Kind, da første Gang
Du Sværdet over Fienden svang,
Da Kuglen kom og rev din Arm,
Du gjæve, fra din unge Barm!
Da udi Ilden ufortrøden
Du hærded Dig til Heltedøden.

Højt var dit Mod, da anden Gang
Du ind i Kæmpedansen sprang,
Da ene paa blodrøde Dæk
Du standsed — Sejerherrens Skræk!
Da lige frejdig udi Nøden
Du smilende udæsked Døden!

Højt var dit Mod, da anden Gang
Du over dine Brødre svang
Mod Overmagt din Kæmpearm,
Mod Døden bød din kjekke Barm;
Da, som i Storm en Eeg i Dalen,
Du ene stod og streed paa Valen!

Højt var dit Mod, da anden Gang
Du gjorde Britten Vejen trang,
Da svag af Kræfter, stærk af Aand,
Du vristed Byttet af hans Haand;
Da værgeløs, men uforfærdet,
Du ene stod og mødte Sværdet!

Ild var din Sjel, da sidste Gang
I Kampen søndersplittet hang,
O Dannebrog! dit stolte Flag,
Paa din sidste Hædersdag,
Hvor Du, o Buhl, i Lyn og Torden
Gik til dit Valhal over Jorden!

Ild var din Sjel, da sidste Gang
Du Staalet over Fienden svang,
Da Luen om dit blege Liig
Med Bølgen streed; mens Aanden sig
Svang did, hvor mellem Verdens Poler
Det lyse Stiernebælte straaler.

Ild var den Sjel, da sidste Gang
Du, under Kuglers hule Sang,
Paa Danskes Vej til Roes og Magt,
Sortladne Hav, har Døden smagt!
Til Himlen har Du Dig opsvunget:
Nu Buhl, nu er dit Drapa sunget!

Saa skal din unge Slægt, o Dan!
Til Heltedød for Fødeland,
Som Buhl! hiin danske Kæmpe god,
Indvies aarle med sit Blod,
Og mandelig og uforfærdet
Slaae, eller falde under Sværdet.