Bjørnkjær Slot ligger ned i Gruus
Under Tidsel og Nælder;
I Salen haver Uglen sit Huus,
Og Ræven boer udi dyben Kjælder.
Egen skjuler det med sin Skygge;
Der monne Himmelens Fugle bygge.

Vinden hyler i Gravenes Siv
De Nætter saa lange,
Hvor fordum førtes det lystige Liv,
Og Bægret gik rundt under jublende Sange:
De komme og svinde de kjedsomme Dage;
Her bringer de aldrig Glæden tilbage.

Jægeren trænger sig stundom did
Gjennem raslende Grene;
Han sukker og spørger den fremfarne Tid:
Hvo har vel rejst dise mossede Stene?
Men Tidens Strømme saa hastelig rinde,
I Mørke hyller sig Oldtidens Minde.

Bjørn har bygt den Borg saa fast
Med Taarne og Buer;
De Aar ere borte, da Buerne brast,
Og Taarnene sank mellem knittende Luer.
Lad Tidens fortærende Strømme henrinde -
I Sangen lever dog Oldtidens Minde.

Bjørn bygger op det Slot af nye
Med Volde og Grave;
Han rejser Taarnene højt i Skye,
Den Søemand seer dem fra fjerne Have:
De synes at stande som evige Fjelde,
Og trodse Tidens fortærende Vælde.

Saa prunker Træet i Sommerdragt
Mellem grønnende Grene;
Dog kommer Stormen med grusom Magt,
Og Træet stander skaldet og ene:
Naar Solen ganger rødest til Hvile,
Da vente vi Tordenens gloende Pile.

Baunen tænder om Midienat
Sin flagrende Lue,
Kæmper gribe til Sværdene brat,
Om Skuldrene hænge Kogger og Bue:
Skibet glider paa brusende Vande,
Det bærer Bjørn til fremmede Lande.

I Bretland stander saa mangt et Slag,
Blodstrømmen har rundet;
Der skinner paa Himlen saa mangen Dag,
Men ingen har Bjørn udi Danmark fundet:
I Fiendevrimmel, i Kampens Trængsel
Til Hustrue og Børn staaer hans Forlængsel.

Baunen tænder ved Midnatstid
Sin skjælvende Lue. -
Kommer I Bjørns Venner herhid,
At værge Borgen med Sværd og med Bue?
Skibet skjærer de skummende Vande,
De vendiske Røvere lægge til Lande.

De unge Mænd ere borte i Krig
Udi fremmede Lande;
Graahærdede Gubbe maae væbne sig,
Og mod de grusomme Røvere stande.
I gamle Hjerter vel Modet brænder,
Men Alderen lammer de rystende Hænder.

Oldingen segner for Ynglingens Skud,
Blodstrømmen rinder;
Borgen tændes, Luen slaaer ud,
Røgen om vaklende Taarne sig vinder.
De stolte Fjender af Sejeren braske;
Thi Bjørnkjær ligger i Gruus og Aske.

Skibet skyder sig flux til Havn
Fra fremmede Lande;
Bjørn staaer fremmerst i nejende Stavn,
Og rækker sig ud over tumlende Vande.
Hans Øje søger de elskede Steder,
Om styrtede Taarne forgjæves det leder.

Hans Længsel iler foran ham hen,
Og Sukkene stige:
„Hustrue! nu kommer dit Hjertes Ven
„Med Roes og Bytte fra blodige Krige!
„Stands nu din Klage, du elskte Qvinde!
„Ej meer skal Taare paa Kinden rinde.

Han standser blegnende kold og stiv
Ved rygende Dynge,
Ham møder ingen omfavnende Viv,
Og ingen jublende Børneklynge.
Nedbøjet, stirrende, stum og ene
Han stander mellem de dampende Stene.

Saa hænger et Træ over øde Bred,
Krum udaf Ælde;
Det ruller en Nat udi Afgrunden ned,
Løsrevet ved Stormens fordærvende Vælde;
Somre gaae hen, og Vintere svinde,
Men ingen det Træ i Dalen kan finde.

Nu ligger Bjørnkjær Slot i Gruus
Under Tidsel og Nælde;
De hvælvede Sale er Uglens Huus,
Og Ræven boer udi mørken Kjælder.
Saa lad da Tidens Strømme henrinde:
I Sangen lever dog Oldtidens Minde.