For din Griffenfeld saa god
Maae Du, Danmark! sørge længe,
Før et Skud af fremmed Rod
Plantet bliver i dit Vænge.
Bedre nyttet, bedre fredet,
Voxer Træet denne Gang -
Bernstorff hældig hænger Ledet
For de Danskes skjønne Vang.

Ofte Kampens røde Flod
Vilde Vangen oversvømme;
Vogteren ved Ledet stod,
Stansede de stærke trindt paa Jorden,
Kun paa Dannevangen ej;
Fredens Engel fra mit Norden
Altid viste Luen Vej;

Mødte med urokket Fod
Luen, som foruden brændte,
Dæmpede det blinde Mod,
Som forinden sig antændte.
Kampens Skyer Jorden dække,
Torden ruller, Lynet slaaer;
Intet Lyn kan Vangen række,
Hvor den vise Bernstorff staaer.
Prægtig er den Laurbærkrands,
Som paa Ærens Marker vindes;
Men i vilde Vaabendans
Under Suk og Hyl den bindes.
Dødens Sved maae Lauren nære,
Kun paa blodig Bund den groer
Dyr er Kæmpegudens Ære,
Anger i hans Tempel boer.

Men naar Sandheds ædle Tolk
Prises frit af Ven og Fiende,
Men naar baade Drot og Folk
For sin Yngling Krandsen binde:
— Denne Krands skal Verden kjende,
Vindes kun paa Fredens Vej;
Denne Krands før Tidens Ende
Falmer — plettes — ældes ej.

Den er din, Du Daunens Mand!
Den skal grønnes paa din Kiste -
Sørg ej længer, Fødeland,
For Du Griffenfeld maae miste!
Dæmp dit Suk! aftør din Taare!
Tag for Sorgen denne Trøst!
Ved den store Bernstorffs Baare
Du tilgive Fædres Brøst!