Fra Tordenskyen synker Solen rød,
Og ruller flammende paa brune Hede;
Dens sidste Glimt det sorte Forhæng brød,
Og Taagen løfted sine Vinger brede.
I blege Dunster hyllet var dens Gang,
Bag tykke Dampe skred den Himlen over,
Mens Stormen leged paa den mørke Vang,
Og dansede med Havets hvide Vover.
Kun stakket er dens Smiil — den tykke Sky
De røde Flige over den tillukker;
De vilde Storme hæve sig paany,
Den gamle Ask nedbøjer sig og sukker,
Og Aftenstjernen over Højens Top
Ustadigt glimtende i Syden bæver,
Og Maanen skynder sig paa Himlen op,
Og krum og bleg igjennem Taagen svæver.
Synk du kun, Maane, i dit Taagehav!
Sluk dine Glimt, du blege Aftenstjerne!
Hyl, Storm, i Græsset paa den gamle Grav!
I Storm og Mørke dvæler Skjalden gjerne.
Lad Løvet rasle i det gule Krat!
Lad Tordner blande sig med Hvirvelvinde!
Jeg bliver her hos Konning Storm inat,
Og hos den Kæmpes kongelige Qvinde.

O Du, det gamle Danmarks store Drot!
Din Vældes Glands den grønne Tue gjemmer;
Dybt ligger Du i Søvnens skumle Slot
Og hviler dine trætte Kæmpelemmer.
Dit sværd, som flammed tidt paa hede Val,
Med Spyd og Bue ved din Side ruster,
Og Tidslen knejser paa din Kongesal,
Og om dit Sovekammer Stormen puster.
Din stærke Arm, som Stridens Landse svang,
Hensmuldrer kraftesløs i Dødens Hytter;
Din Hest, som stolt paa Kampens Marker sprang,
Er Aske som sin kongelige Rytter.

Nu skjælver Ingen for din Dommerrøst,
Og Ingen for dit vrede Øjes Flammer;
Indsunken er det høje Heltebryst,
Og Øjet slukt udi dit mørke Kammer.
O Du, som nu saa stille ligger her,
Urolig var din Kæmpegang heroppe;
Vild og forfærdende din Herrefærd
Paa brune Hede, som paa Bølgens Toppe.
I Danmarks Ungdom Du dets Konge stod,
Den stærkeste i dine stærke Skarer;
Du, som dit Folk, forlystedes i Blod,
Som det Du spøgte smilende med Farer;
Du Døden trodsede, og Døden veeg
Tilbage for den Tappre allevegne;
Rød gik Du ud fra hver en Hildurs Leeg,
Mens Tusinder omkring Dig maatte blegne.
Saa tømte Du tilbunds dit mørke Liv,
For blind og kroget ved din Stav at famle:
Den stærke Eeg blev som det svage Siv -
Til Højen bar de Dig som Gorm den Gamle.

O Du, som nu i Sekler sover her
Den dybe Søvn i disse grønne Bakker,
Du est et Billed paa et Folkefærd,
Hvis Liv som dit nu og til Enden lakker;
Hvis Kraft var og engang i Baarndoms Svøb
I fjerne Old, som din, o Konge! bunden;
Hvis skjønne Vaar i Tidens raske Løb
Er som en længst hentørret Elv udrunden.

Den lange Sommer brændte lummervarm,
Hentæred Marven af de faste Lemmer:
Omsider slappes senestærke Arm,
Og Oldingen sin Ungdoms Idræt glemmer.
Den kolde Vinter lønlig nærmer sig,
Dens dorske Taage sidste Gnist udslukker,
Og skjælvende — udlevet Olding liig -
Den skrantne Slægt i Tidens Svælg neddukker.

O Fædreland! min Vugge og min Grav!
Du grønne Skov! og du min brune Hede!
Du klare Bæk! og du sortladne Hav,
Som slaaer mod Stranden dine Bølger brede!
Du est den samme, evig ung og skjøn;
Men ikke saa de Nutids Slægter svage.
Ak! hvor forandret er din yngste Søn
Fra dem, du fostred i de ældre Dage!

Lyt ej, o Gorm! sov fast, Du Konge god,
Den dybe Søvn med dine Kæmper stærke!
Bliv i dit Sovekammer, Dannebod!
De have brudt jert gamle Danneværke.
Det store værk er borte som en Drøm,
Den høje Dæmning under Gruus nedhylet;
Blødagtighedens giftiggule Strøm
Har Eders grønne Vange overskyllet.
Den vilde Surtur alt er draget nær
Med al sin Flok af Sydens fejge Laster;
Bortflygtet er de gode Guders Hær,
Den golde Fimbulvetur brat fremhaster.
Forgjæves brøler Gjallerhornets Mund;
Bifrost er revnet, Frej sit Sværd har mistet;
Men Slangen løfter sig fra Havets Bund,
Og Fenrisulvens gamle Baand er bristet.

Du, som i Trængsler tidt paany blev født,
Hvor ere dine djærve Fædres Dyder?
Har du saa nær din Fædrearv forødt,
Og bramme tør med dine Fienders Lyder?
Er Disse Børn af hine stærke Mænd,
Der færdedes tilforn med Glands i Norden?
Er denne Æt allene da igjen?
O Dannished! er det din Ende vorden?
Hvad er det vel, at stundom bryder ud
En Straale af den undertrykte Lue? -
I mørke Nat et sjældent Stjerneskud,
Et Meteor paa Vinterhimlens Bue.
Hvad hjelper vel en enkelt mandig Daad?
Kan den de længst hendøde Aander vække?
Paa Dybet danser kjek den liden Baad,
Mens udi Havnen raadner dovne Snekke.
Hvad hjelper det, en Hejmdal hist og her
Vil raabe vældigt og formane kjerligt?
En Hoftrompeter staaer ham altid nær,
Og skingrer højt sit: „Hurra! det gaaer herligt!"
Hvad hjælper det, at mangen vakker Skjald
Fortryllende i Danmarks Vinter synger?
Naar gamle Svane føler Dødens Kald,
Den og med sødest Sang paa Bølgen gynger.

Syng, gjæve Skjald! syng af din fulde Barm!
Lad Du dit varme Hjertes Toner stige!
Den kolde Vinter bliver aldrig varm;
Dig hører Ingen i de Dødes Rige.
Men vil Du høres af den vilde Flok,
Da syng en Valtser til Taranteldansen;
Giv den af kaade Eventyr en Skok,
Giv den et Stykke, som kan kildre, Sandsen!
Syng Viin og Piger! syng dem Nat og Dag!
Syng for Enhver, som haver Guld i Pungen,
Syng aabent Røveri og lumsk Bedrag!
Kun fattig Dyd lad være ubesungen!
Syng Bryllupsvers for hver en fornem Purk!
Naar han er riig, saa stød kun i Basunen;
Skriv Epitaphier for hver en Skurk, -
Naar han var riig, faaer Du nok lidt for Runen.
Og saadan følger Du blot gammel Skik, -
Held hver en Skjald, som smukt at lyve vover!
Naar Poppe sang, den og sit Sukker fik:
Saa var — saa er det hele Verden over.

Vee! Vee dig, Fædreland! da førstegang
Satiren inden dine Grændser fødtes;
Med saaret Sjel en Digter Svøben svang,
Da Laster frækt med Daarligheder mødtes.
Dog — hvorfor harmes, hvorfor klage saa,
At Skjæbnen ej sin vante Gang forlader? -
Alt hvad som fødes, skal jo og forgaae,
Og Sønnen ældes, visner som sin Fader.
Det Gamle bliver aldrig ungt igjen,
Men ældes uden Ophør alle Dage;
Den Flod, som udi Havet bruser hen,
Vil til sit Udspring aldrig gaae tilbage.
Som Menneskets, saa Folkeslægters Liv,
Hvis første Ophav sig i Mørket gjemmer,
Hvis spæde Barndom gaaer i Leeg og Kiv,
Hvis viltre Glæder ingen Viisdom tæmmer.
Den raske Ungdom stormer hastigt hen,
Det varme Blod i vældigt Oprør syder;
Da bygges der og rives ned igjen,
Da spire, blomstre alle store Dyder.
Paa Manddomsaldren bliver Præget sat,
Det Gode Fasthed naaer, men og det Onde;
Den svage Alderdom fremiler brat,
Det raadne Skib opløses — gaaer til Grunde.
Vel kan det stundom bæres længe fort
Paa Pumperne, men eengang skal det synke;
Thi Aldrens Mærke slettes aldrig bort,
Og aldrig slettes ud den dybe Rynke.

O du, den unge Friheds Fosterland,
Du Borerdydens første Hjem paa Jorden!
Hvis Aand, forjaget grumt fra Strand til Strand,
Landflygtig vanker mellem Syd og Norden!
Hellenien! du, ved hvis store Navn
En hellig fryd mit Hjerte gjennembæver:
Gjenskinnet af din ødelagde Baun
Som Morgenstjernen frem af Mulmet svæver.
Hvor er nu Frugten af din haarde Kamp -
Det Træ, som du med Helteblod har vandet?
Forbrændt i Tyranniets lumre Damp,
Forsvundet brat som Stormens Spor i Sandet.
Nu rinder Trællesved, hvor før fandt Blod,
Paa Marathons de fejerkronte Sletter;
Nu skjælver Grækeren ved Tyrkens Fod,
Hvor Xerxes skjalv for Thermopyles Jetter.
I vilden Ørk, dybt i Taygeti Lund,
Den sidste Rest af Spartas Kraft sig dølger;
Om Salamis Sørøverbarken kun
Fremlister sig paa Temistoklis Bølger.
Og ak! forsvundet snart er sidste Spor

Af Kunstens Værk i selve Kunstens Vugge;
Kun Scythens Sønner fra det barske Nord
Paa Gruset af Athenes Tempel sukke.
I Taushed rinder nu Castales Væld,
Og uden Sange Hippocrene springer;
I Vodans Ørk, paa kolde Thules Fjeld
Tyrtæi Fløjte, Pindars Lyra klinger.
Hvor stakket var den søde Frihedsruus!
Een Slægt opbyggede Piræi Mure -
Og snart en anden vandred paa dens Gruus,
Og over Theben trak den sorte Fure.
Forgjæves Cleomens gik i Strid,
At værge om de halvnedbrudte Stene;
Den Gjæve i en dybtfordærvet Tid
Forgæves stod, Thi ak! han stod allene!
Forgjæves Lacedæmons sidste Mand
I Kamp mod Guld og Vellyst modig traadte:
En Leonidas døde for sit Land -
En Leonidas det for Guld forraadte.

Du, som i Kæmpeklo en Verden bar,
O Komas Ørn! hvo knuste dine vinger?
Hvo er det, som din Krone røvet har,
Du Jorderigs fordærvende Betvinger?
har derfor det skarpe Dommersværd
Din Brutus over dine sønner svunget,
Er derfor Decius i Fiendehær
Og Curtius i Svælget derfor sprunget,
At ud i dit Capitolium
En Pave sig i Vellyst kunde vælte,
Og spænde det fribaarne, stærke Rom
I Dumheds Aag og Overtroens Belte?
Skjøndt mange var dine Ungdoms Aar,
Du ældedes omsider, stærke Heros!
Paa Bjergets Top du nærmest Dalen staar -
Der er ej langt fra Brutus og til Rero.
I Trældomslænken var du smeget alt,
Da Æraecherne for Friheds Skygge døde;
Og længe før — o Slavefolk! du faldt,
End Brutus ved Philippi maatte bløde.
Jerusalem! du, som Profeters Blod
Udi din blinde Grumhed vilde drikke!
En Friheds Fyrste i dit Tempel stod
At frelse dig, men ak! du vilde ikke!
Det himmelbaarne Lys forgjæves steeg
Til Zion ned, og dine Flammer tændte;
Thi Zions Datter bort fra Lyset veeg,
Og i sin Blindhed sig til Mørket vendte.
Forsvundet var Deboras Helteaand
Og Samson laae i Vellystlænken bundet,
Det stærke Harpeslag fra davids Haand
Bar brat af Salamons Pallads forsvundet;
i Ørken derfor lød Johannis Røst,
Og Judas ej sin Frelses Time kjente:
Han gjennemstak sin Frelsers Guddomsbryst,
Og slukte Lyset, som Alfader sendte.

Op, arme Sanger! over Havet flyv!
forlad de skumle blodige Ruiner!
Til Tinderne af Uris fjelde flyv,
Blandt Gletcher og blandt tornede Laviner!
Blandt Gletcher og Laviner tryggest boer
Den Dyd, som trænges overalt paa Jorden;
Der Friheds faure Alperose groer,
Og Fromhed bygger under Fossens Torden.
Bryd, gamle Rhin! af Gothards Fjeld frembryd!
Bruus ned, o Rhone! bruus fra Furkas Lænder!
Forkynd det højt, forkynd i Nord og Syd:
Her er det Land, hvor Friheds Lue brænder!
Det bedste Blod, som end for Frihed flød,
Har farvet disse ubetvungne Bjerge,
Og ingensteds var Døden end saa sød,
Som her i Kamp mod Trældoms sorte Dværge.
Som hver en Romer fordum Konge var,
Saa hver en Hyrde helt i Schweizerrige;
Struthahn kun Vejen gjennem Landser skar,
Men alle Schwejtzere gik den tillige.
Men ak! paa Bjerget ligger, længe hvid,
Den ene Jomfrusnee foruden Pletter, -
Skjøndt ogsaa den vil mørknes i sin Tid
Lidt senere, end paa de lave Sletter.
Saaledes ogsaa du, o Klippeland!
Har dine gyldne Ungdoms-Dage levet;
Din Slægt udvandrer alt til fremmed Strand,
Og din Historie er alt opskrevet.

Til fremmed Strand jeg og vil skynde mig;
jeg noksom nu den gamle verden kjender.
Den nye af Svøbet rask udvikler sig:
Jeg til det store Skuespil mig vender.
Udsovet er nu her den sidste Ruus,
Den sidste Farce her forgjæves prøvet;
Den unge Verden rejser nu det Huus,
Den gamle sidste Gang nedrev i Støvet.
Byg, unge Dreng! byg i din Styrkes Vaar!
Dit Tempel gjennem mange Slægter stande!
Hvad Tider saa i de henfarne Aar,
Det seer saae Platas og Marannons Vande;
Din Brutus og din Cocles har Du alt -
Men — din Octavius Du og vil finde;
Naar Himlen har dine Ungdoms Dage talt,
Forgaaer Du i dit Ragnarokurs vinde.
Naar Du din Marcus og din Maro seer,
Din Sol sig og i Natten snarlig sænker;
Naar — gammelt Barn — Du ad din Plautus leer,
Da bær Du ogsaa Alderdommens Lænker.

Hvad er da Storhed her i Skyggers Land,
Hvor alt i evig Cirkelgang omskiftes,
Hvor Borg og Hytte hviler kun paa Sand,
Og Træet som dets lette Løv bortvistes?
Hvad er din Stolthed, svage Søn af Jord?
Du bygger, hvad den næste Slægtnedriver;
Idag din Blomst i Solens Varme groer -
Imorgen den et Rov for Stormen bliver.
Din Vældes Tumleplads er kun en Plet,
Din Højheds største Glans er kun en Skygge,
Dit længste Liv er kun et Aandedræt,
Og Dødens kolde Kys din sidste Lykke.
Ak! selv hist oppe i det høje Blaa
Er Alt ustadigt som paa Jorderige:
I dette Ru en Verden maae forgaae,
Og nu en anden tindrende fremstige.

Men eet skal dog i Evighed bestaae,
Naar Elementerne sig atter blande
Naar Jord og Himmel skal engang forgaae:
Den Kraft, som gjorde dem, skal evig stande!
Frygt ej min Sjæl, for Dødens mørke Huus,
Du est en Gnist, som Almagts Lue tænder:
Naar og din Vaaning synker ned i Gruus,
Du gaar tilbage til din Skabers Hænder.
Blæs, Storm! dit Hyl kan ej forfærde mig!
Den er Musik, som Foraarsvindens Hvisken.
Lad dine Bølger, Hav, optaarne sig!
Dit Brøl er Melodie som Kildens Rislen.
Gak ned, o Maane! Natten er ej mørk;
En Straale huld igjennem Mulmet glimter:
I grønne Dal og i den gule Ørk
Den samme Almagtsaand mit Øje skimter.
Den hvide Vinter ig den grønne Vaar
Er Sødskende, som Glæden og som Sorgen.
Som Nattens Maane Dagens Sol forgaaer;
Men efter begge bli'er det atter Morgen.