Du, som har lært mig det, har ganske rolig glemt
alt, — alt det søde Lys, som mit Hjerte slutted inde
den Nattestund, jeg kom, ak dejlige Veninde,
og brast i Graad i dine nøgne Arme gemt.

En Dag er uformærkt hvert Minde hos dig slettet,
og hvad vi havde drømt: vor Lykke, der forjætted
et Kys af lige Hjærter, for Livstid os bestemt ...
du, som har lært mig det, har ganske rolig glemt.