Der var en Flok Veninder, som Mina tog paa Raad,
som hun forsvared hedt og over Maade,
saalænge de var ny, men som hun kry og kaad
en Uge efter spottet uden Naade.

De hæsligste Veninder, en ældre huslig Slags
uartigbrede Jomfruer med flade
Provins-Ansigter, sødladne Væsner, hvor man strax
fornam en Lugt af Madstræb og af Gade.

Hun tilgav deres Styghed, der var et Syndens Værk
— som Herren tilgav Røveren paa Korset!
hun havde gærne givet en Koblerske sin Særk
og Dronning-gæstfri delt sin Seng med Horset.

Ja Simons unge Skat med den fine, rene Duft
i Haar og Hud — hvem helst han med det samme
gad føre hjem som Brudgom — hun aandede den Luft,
der raadden steg fra disse tunge Pramme.

Hun vilde jo kun leve, hun drømte kun om Liv:
en Fart med alle Sejl og alle Flag paa Masten!
men spurgte ydmyg Tøjten og Kirsten Giftekniv,
om Livet ikke muligvis var Lasten?

Hun saa med ædel Medynk paa dette Søsterkor,
der snaged grisk i Pande og i Potte.
— — Et Skib, der skal paa Langfart, faar Rotter med om Bord
en ussel Baad, der ikke har sin Rotte!