Der hviler tunge Taager
paa Ager, paa Skov og paa Vand.
Der kredser hvide Maager
over den øde Strand.

Over den muldede Jord
staar Løvet forvisket, fortegnet
ved Vejen, som Poppelomhegnet,
opkørt langs Kysten sig snor.

De gule Blade le mod
Luften, der favner dem vaad.
Der er som et Smil gennem Graad
i Taagens blege Vemod.

Der er Kaadhed i Busken, som vrider
mod Himlen de sorte Hænder
over den Kulde, som svider,
det Regndrys, som aldrig ender.
Der er Kaadhed i Havet, som buldrer,
der er Kaadhed i Fuglenes Skrig
og Kaadhed i Løvet, der smuldrer
paa Jorden som fredløse Lig.

Mig undrer den graadfulde Latter,
den leende Sorg, som sig prenter
paa Skove, paa Bakker og Skrænter.
Hvorfra den faar Mod, jeg ej fatter,
— den Verden, som ligger og venter
paa Vinterens hvide Rædsel.