Jeg saa' hendes Hus mod Aften:
med Ruderne mørke og tomme
stirrende langt hen ad Vejen,
hvor ingen vented mit Komme.
Bag Taget og Skorstenspiben
gled Solkuglen stille for Anker,
og Lærkerne kimed til Afsked
over de korngrønne Banker.

Jeg gensaa den hollandske Mølle
som et udfoldet stort Insekt,
hvor vi drømte os højt over Verden
som ung og stormende Slægt...
hvor Svalerne flyver mod Solen
og Møllevingerne gaar
og Vaarvinden legte med Kjolen
og med hendes lyse Haar...

En Skygge af Møllen og Huset
kysser de mosgro'de Stene,
men ingen, støttet til Stolpen,
venter mig tyst og alene
— hvor før hun bød mig velkommen
fra Tærsklen og hented sit Sjal;
thi Tusmørket synker, der driver Dug
i Græsset, og Natten er sval.

Da ejed vi virkelig Verden,
og Haandtrykket sikkert som Guld
gav Tegn, at vor hidtil manglende
Verden omsider var fuld.
Saa taled vi alt det fornuftige,
vi vidste nogen Gang,
til Solen gik ned i vort luftige
Sommer-Kantonnement.