Du maa da vænne dig til Ensomhed i Tide,
mit stakkels gale Hjærte, som aabned dig og slog,
som elskede saa slet, men godt forstod at lide.
Du maa nu vænnes til! Og mærk dig: ingen Bog,

ej Flid, ej Nattevaagen kan skaffe Lægedom.
Der forestaar et Dagværk, det drøje og svære
for et forkælet Barn, der aldrig kunde lære
at vente ørkesløst paa Syner, som ej kom.

Og dog, mit Hjærte, ak, naar et Par Døgn er omme,
og du gaar hen et Sted for at se hende komme,
da venter du forladt paa den ensomme Bred.

Det er for dig, hun flyr og flyr til Verdens Ende
fra Land til Land at søge en Grav, du ej maa kende,
i en Ørk, hvor man tier og nægter dig Besked.