Nu taler vi atter, som vi har Forstand til
(forlad os en Skik, vi desværre er vant til!)
og spørger: hvad holder en Kone sin Mand til?

Har hun ham kær, som man elsker den strenge
sentmodne Jord, man har slidt med saa længe,
at man har glemt sin Sult og glemt, at Tid er Penge?

Elsker hun ham, som en Sum, af hvis Rente,
man maanedligt har noget vist i Vente,
sparsomt men sikkert at hæve og hente?

Ved Brugen af Jord (det gælder i det Sødes
Agrikultur) dens Bærekraft forødes.
Den udpinte Ager maa med Minderne gødes.

Men naar Minderne bliver for gammel-søde,
og intet den udpinte Ager kan gøde,
gaar det sultne Hjerte ekstra efter Føde.

Mens de halvunge Koner en ung Adonis dyrker,
sér Mændene til, som flegmatiske Tyrker.
De véd, lidt fremmed Fyrighed kun styrker.

De finder det ganske unyttigt at hade ham,
og Konerne, som helst vil i Dejlighed bade ham,
behandler ham som Barn, og frygter for at skade ham.

Hvad en Kone har Mand til? — som Maal for sin kære
Spydighedstrang, som det vil sés med Ære
— naar hver, hvem Horn er tiltænkt, engang sit Horn maa bære!