Saaledes er Mennesket. Vor Natur
har Flod og hvilesød Ebbe.
Snart bruser vort Blod som en Stormgangs-Lur,
snart sagtner og rinder neppe.

Og træder jeg hed over Høstens Løv,
tag dig snehvide Due i Vare.
Jerusalems Mur vilde styrte i Støv,
for Skaberjublens Fanfare.

Men Kvinden, som stolt slukker Lyset ud
og møder mit Lyn med sin Varme,
hun vil erfare, det var en Gud,
der sov i hendes Arme.