Over mit Hoved
slaar Tungsindets Fugl,
dens natbrede Vinger
beskygger min Sjæl,
naar jeg tænker paa,
hun var ung og fin
med et Blik, der beruste
som nygæret Vin ...

Var den hældende Dag
ned om Bakkerne skraaet
og Luften blev skyblaa
i Tusmørkegraaet,
med elskende Skumrings-
omtaagede Træk
hun drog mig og tog mig
saa kvindelig kæk.

Mit Hovede, bøjet
af Suk og af Savn,
fik jublende Trods
ved en jomfruhed Favn,
min Haand, som var klodset
af Rifter og Slag,
har lært Sæder af hendes
sødt smægtende Tag.

Aa hvor let, med hvor lidet
hun vidste at forme
den Glød, for hvis Udtryk
vi andre storme!
klynged sig til mig
med Arme, som lune,
og heksed med Øjne
fryddrukne og brune.