En skummel, graa December. Det hvirvler paany
med Sne, som ligner Aske, før den falder.
Og røgblaa vaagner Aftnen, mens Sol gaar rød i Sky,
til Julepynt, Velgørenhed og Baller.

Nu drager Storstads Tusmørket ind ad By og Bro,
hvor tunge, sultne Mænd sig hjemad slæber -
n sær og nøgen Danserske, Dronning uden Sko
med grumset Smil om aabne, vage Læber!

Og Tumlen gror derude, mens Aften falder paa,
det klirrer let i Lygten, Gassen tændes;
saa kommer Trav af Drosker, tusinde Fødder gaa,
og Stemmer svinder, Stemmer mødes, kendes.

Er Klokken syv? et Hvin af Fabriker! Og du sér
det dukke frem med blege, unge Piger
paa alle Strøg, mens Vrimlen teaterpyntet ler
og Lys og Lunhed op af Gaden stiger

Imens den store Vinternat blaa har hejset op
i Rummet sin metallisk-hvide Lampe
og strør sin Pragt og Kulde paa Stadens Dragekrop
og Bondens Stald, hvor Heste staa og stampe.

Saa stilner Byens Trolddans. Nu slukkes Støj og Gas;
Tusmørke-Féen styrter blind og splitter
sit Flagreslør, sit Perlebaands-Brus af luftigt Glas,
afsindig nøgen strakt blandt sine Flitter.