Og Træernes Grene hvisked og slog
i Natten, som talte de Fingersprog.

Det var, som de nikked og hviskede blidt:
„Vi høje Træer, vi har bragt det vidt,

vi opstod engang af et Urtidsslim,
som Søskendebørn til et Menneskekim,

men langt har vi rakt os og vidt har vi strakt os,
den hele Jord har vi underlagt os.

Før Mennesker kom, stod vi fylkede her
et Folk af taalmodige, stolte Træer.

De Menneskekim var os altid imod,
de havde ej Tanke for at slaa Rod.

Ved Hjælp af den Styrke, de lægger i Gyset,
forstod de at flytte sig selv efter Lyset.

Det gør deres Fremgang besværlig paa Kloden,
de gemmer i Hodet, hvad vi har i Roden.

De kan ikke trygt i Naturen sænke sig ...
det allerbedste, det kan de kun tænke sig.

De udbreder Lykke snart her snart der,
men deres Lykke er ingenting værd."