Klaveret sang igennem mine Stuer,
en yppig Strøm, som let og lindt du tøjler,
saa spændte du din Røst paa stærke Buer.

Du slynged den til aldrig brudte Søjler.
hvis klare Velklang jeg var angst, jeg skæmmed,
saa snart min Sang faldt ind. Men noget fremmed
og rigt og aldrig kendt for Øret gøgler,
naar vagt min Bas mod dine Løb sig stemmed
og vandt sin Efeu mørkt om deres Søjler.

Den følger efter som en frygtsom Skygge
for ind at fange i en flygtig Snoning
din Røst og Kys paa Sangens Læber trykke,
mens hver en Node faar en let Betoning.
Og Natten dæmrer ind, du elskelige,
kun fjærnt i Staden høres Livet buldre.
Jeg ser den lyse Dragt om dine Skuldre
og tænker: Skal vi aldrig, aldrig stige
fra denne Skumring til vort Maanskinsrige
og vore tavse, milde Straalesyner,
hvor Vellyd smælter, dæmpet Lys kun lyner,
mens du, som fast en yppig Sangrøst tumled,
og jeg, hvis Mæle Mandsakkorden mumled,
skal plukke Klang, der tusindblandet strømmer
paa Nattens Mund — den musikalske Drømmer...?