Tilbage til vort fordulgte
fordjævlede Tegnsprog atter,
som ingen i Fremtiden fatter.

Det overbemaler min Trefod
med Vilddyr og Hieroglyfer,
som danner vor Tids Apokryfer.

Er O.B. og E.B. ikke
et Par nationale Løver?
Og mon vi andre behøver?

Den sidst omrørte Løve
er kendt som en Løve i Trykken.
Den første Løve fra Ryggen.

Før Huse blev bygget med W.C.
— alt i vor Mors Abc
man fandt baade O.B. og E.B.

Naar Løverne styrter fra Søjlen,
min Fremtidslæser til O.B.
og E.B. maa bede om Nøglen.

Jeg sætter min Fløjte for Munden,
min Panfløjte gør mig sikker
baade for Løven og Hunden.

Herind, I Løver, i Muren!
Jeg viser mit Land og dets Sæder
i Billeder efter Naturen.

Jeg tager et Land til Skive,
hvor ingen har Tid til at læse,
fordi de alle skal skrive,

hvor Mand og Mø gør Bøger,
fordi der gaar Sagn under Ø,
at Digtere ikke kan dø,

hvor Damen bliver poetica
saa snart hun viser sin ars
men Aanden er ganske til Nars,

da ingen har Tid til at læse, -
og Digterne dør — noget hæse,
fortrængt af en Boghund med Næse.

Jeg agter at stævne vor Samtid
for Aands-Forræderi.
(De ved, jeg har Ret deri.)

Men den, som gør dette forbi,
maa selv være Løve med hundrede
Boghundes Perfidi.

... Saa tilgiv, at jeg — imedens
jeg faar min Anklage samlet -
maa lege lidt gal, à la Hamlet.