I Gyngestolen i det lyse Hus
sidder den allerfejreste og vugger.
Man hører Gængens Lyd og Kjolens Brus
og Aandedrættet, naar hun muntert sukker.
I Gyngestolen i det lyse Hus
den unge milde Frue muntert vugger.

Let bølger Stoffet om den Skønnes Knæ;
hun smiler med en fin og trodsig Hage,
som sad hun under Livets gyldne Træ
i Mildhed bænket nu og alle Dage.
Let bølger Stoffet om den Skønnes Knæ,
og ganske tyst de lette Gænger klage.

I hendes Øjne læser jeg min Gunst,
de smægter med en Smule bleget Flamme,
men flammer dog — som kan hun denne Kunst:
at være festlig, altid dog den samme.
Der sidder hun og gynger — uden Kunst,
bestandig frydefuld og dog den samme.

Hun hører til den lykkelige Slægt,
hvis Aande stiger frit, hvis Fod ej tynger
... Da kommer mine Djævlerier frækt
og til den smilende en Byrde slynger.
Dog mister hun ej Hjærtets Ligevægt,
kun stærkere paa samme Sted hun gynger.

Let bølger Stoffet om den Huldes Knæ,
og ganske tyst de lette Gænger klage,
som sad hun under Livets gyldne Træ
i Sejer bænket nu og alle Dage ...