Nu har I fulgt til disse sidste Blade,
hvad jeg har tænkt og drømt, har følt og følet,
naar „jeg" befandt sig vel og hented Varme
fra røde Læber, lune, bløde Arme,
naar „jeg" i Tungsindsmoser maatte vade,
naar „jeg" var hæftig og til Vildskab rede,
naar samme „jeg" af Blæst og Frost forkølet
var bleven utilpas og følte Léde.

Og dog fik alle ikke fuld Besked.

Min Kritiker, som vel min Mening véd,
(skønt kun ved Gætteri og saa omtrent)
paastaar, jeg er fra selve Slaget rendt
og har ej samlet Tropperne paa ét Punkt;
min Bog er, han vil sige: uden Midtpunkt.
Han er min Kritiker i ret Forstand;
ti ingen kender Publikum som han.
Han véd, at skal man knuse, naar man rammer,
saa ta'r man Smedjens allerstørste Hammer.
Han véd, den Stiklen er som bare Vand;
se Verden vrider sig i Nød og Jammer,
vi klistrer op et Plankeværk Programmer.

Ja det er Tidens Svaghed eller Styrke,
skønt i vor Politik, i vore Blade
dér vil man nødig, grumme nødig til det,
men det er én Gang saa, at Folket vil det,

og stritte dérimod er bare Yrke.
Saa tilstaar jeg, hvis det gør nogle glade,
at just ej Estrup passer i mit Kram.
Jeg siger ikke, at jeg hader ham;
ti, kæreste, en dansk kan ikke hade.

Han er mig blot imod — saa ret imod,
den Ordenens forretningsstive Ridder,
der sidder som en Skranke for hver Fod,
som vilde frem, for alt, hvad jeg forstod,
for det, som ejer Livstrang, Ungdom, Blod,
— og Gud maa vide, af hvad Grund han sidder.

Et Mandfolk uden Dyder eller Laster,
en Statsmand løs og ledig i sin Vandel,
ved store Spillere og smaa Fantaster
Chef for en patriotisk Hørkramhandel.
En Middelmaadighed, tilfældig kaldet,
der storhedsblind nu tror sig ét med Staten,
mens haabende paa Gud, med Hjælp fra Satan
han staar paa Grænsen imod Syndefaldet
— en selvgjort Verdens-Frelser i den flade Stil,
der er saa dum at tro paa sit Tirade-Smil.

Og var det ikke Manden, blot Systémet,
jeg skulde aflevere her en Handske,
nu vel, hans Godtfolk ligner ham saa ganske,
de har det samme Øjnepar at sé med:
det selvforelsket-dydig Hørkramdanske.
— En Del var troende, en Del forstod,
men begge Parter fandt ham lige god;
og mens Parkettet blinkende har tiet,
blev han Dacapo-Mand for Galleriet.

Hvad de har gjort?
Aa er det ikke nok,
at for et Slægtleds Krav de dæmmed op
og tvang en ung og nybegejstret Flok
at fylde ud de ældres Friheds-Trop?
En Ungdomshær med Udkast og med Tegning
til et Palads, der skulde rumme mer
end Fædrenes af lyse, fri Idér,
som de gad bære frem for egen Regning.

At ej man længe trodser Slægtens Trang,
at Slægtens Liv dog ingen kan faa Finger i,
at nu vi staar, til Gengæld siden springer vi
— hvad Trøst for os, som standsed denne Gang?

I kommer spørgende: hvad de har gjort!
en Ungdoms Kræfter spildt, er det ej stort?

Men kan af Skam en Draabe Blod ej brænde
i disse Godtfolk, hvorfor skal jeg skænde?
De kunde ikke føre Kampen aaben,
saa greb de Middelmaadighedens Vaaben:
de kasted Lov og Folke-Skøn af Sædet
og satte Forholdsreglerne i Stedet.
Og følgeret fik de en Chef som denne:
en Foreløbighed, der ej faar Ende.

Ja, hvorfor skænde? gavner det, vi klager?
Men kan det ikke alle Fibre spænde:
vort Folk maa tage Styret selv i Hænde,
før i Vankundighedens Nat det dager
til Synet for det Lys, jeg vil bekende.

— Det var saa kortelig det smaa, jeg fik
som Frugt af al vor store Politik.
Døgnpolitiken, Pindehuggeriet,
de tusend Draaber, som skal fylde Havet,
— hvem har vel sét, at Folk af mine Lige
paa Poesiens høje Hønsestige
ej stadig har om Døgnets Smaating tiet
og følt for sligt sig altfor højt begavet?

De lukked Munden dygtig op for Kravet,
dem er det, som Programmerne har lavet.

Men Folket glad kan den Poet forgylde,
som, naar han havde store Ord os givet,
ej glemte al Ting, Døgnet, Livet,
Reformerne, som Formerne skal fylde.

I alt Fald: Folk paa denne Hønsestige
forglemmer let det smaalig-virkelige.
I deres Gyngen paa en luftig Gren,
imens evindelig de gør Musik
og sér, om Vaaren bliver snar, om sén,
— hvor skulde de vel have faaet Blik
for noget som Detalje-Politik?

Jeg altsaa om Detaljer lidet véd
og har kun mine grønne Grene kær;
og vil blot ikke dem man hugge ned ...!
Men der er denne Snak om et „Par Trær".

Det hænger noget sammen med en Hær,
en Livssag for de folkehadte Troner:
man tager Folkets sidste Millioner
til Fæstnings Skanser, Krudt og Militær
og kalder Folkets Ungdom i Gevær
at exercere ind en Slægt Kujoner.
Det hænger sammen med en Slagter Lære,
at Maalet for et Land er Krigerære.

Hvor skulde de vel skaane et „Par Trær"?
For Folk med Krigerære let kan hænde,
at Skoven ej har større Værd end Brænde.
Vi har jo vor Passion enhver for sig,
og Krigeræren dvæler vistnok ej
ved Blomster eller Skove paa sin Vej.
Men Fremtidshaab og Minder „Skoven" bær;
i alt Fald jeg
vil nødig miste den, jeg har den kær.

Med „Minder" ej jeg mener Øhlenschlæger,
hvis bedste Ungdomsmod sig her slog løs,
ej Aarestrup, hvis Muse — denne Tøs,
som næppe skattede et Kildebæger -
her viste Bentøj for hver lysten Knøs,
ej Hejberg og de andre, Povl og Peter,
som gærne gav sig ud at være Digter;
for stor en Vægt ej ligger paa Poeter,
det er til andre Minder, at jeg sigter.

Jeg tænker paa, at Skoven, „det Par Trær",
har, rent personlig, Affektionens Værd.

Ja rent privat for mig og for enhver
da ruger Skoven højtidsfuldt paa Skatten:
et Væv af bløde, sommerlyse Minder,
som vistnok ej kan bruges i Debatten,
men dog uløselig til Skoven binder.

Hér har de jaget om med hede Kinder,
Slægt efter Slægt, lyksalig og bedrøvet,
naar Solen sived gylden gennem Løvet,
naar Taagesølvet bredte sig i Natten,
har drømt i Bøgestamme Tystet inde
og lét til Strandens Bølgeskvulp og Vinde.

Slægt efter Slægt! det skal ej gaa af Minde.
Og Slægt for Slægt skal nye Livshaab skinne
i dette Eden frem med Ungdoms Skær.

Det var vel værd at tænke paa, at tunge
fortrykte Sind har følt sig frie her.
Og saa den Ting, at jeg og tusend unge
har kysset første Gang bag „de Par Trær".

Jeg husker klart en Sti imellem Hasler;
det var en Gang ... Men jeg til Sagen springer:
hvor under Øxehug nu Stammer klinger,
snart Snurbartherrer om med Sabler rasler.

De Øxer for Systemet er symbolsk.
Man søndrer Nationalitetens bløde Baand,
der viser Folket dansk og ikke polsk,
ej russisk, engelsk eller græsk katholsk
— og det, skønt man med Gammeldom sig sminker,
indtil af Danskhed og Moral man stinker.
Men hvad de vover — Glemselsøxen blinker
bag denne Junker Estrup med den døde Haand.

I deres Politik der hører med
endnu en Frase om en gammel Gud.
Hvad dér han gør, er svært at regne ud,
men han i alt Fald gør dem ej Fortræd.
De stikker os for Næsen tit hans Bud,
og har ej dette Nysemiddel Virken,
det kaldes Haan mod Religionen, Kirken.

Om Kirke, Religion og Præstefromhed
hvad skal jeg sige? de er mig imod,
imod mit frie Blik, mit varme Blod.
Jeg har ej savnet dem; hvad jeg forstod,
var ene deres længst uddøde Tomhed.

En gammel Stamme, hul fra Top til Rod,
en Skal, som æres end af Brist paa Mod.
Jeg lægger ingen Øxe dog til Roden;
men hidses Overtroen imod os
af dem, som tror, Nationen ej er moden,
da bliver Folkets sunde Sans Profos.

Kun haaber jeg, at selv jeg ingen Tid
for Alteret skal knæle angerhvid
og høste Trøstord af en Præsterobe.
Dog vi er svage Mennesker til Hobe!

I spørger mig om Gud. Hvad skal jeg svare?
I Fald jeg siger: der er ingen Gud!
et Kor af Blade, som de hørte Skud,
vil op fra deres bløde Leje fare
og nidkær raabe over Landet ud,
at jeg, en Samfundsødelægger, gal,
fornægter Gud — Moral — Moral — Moral!

Om Darwin, Forskeren, som var Rebel
mod Orgelstemninger og Kirkerøgelser,
og som før Døden nød det sjældne Held
at tage Livet af en god Del Spøgelser,
fortælles der, at han blev spurgt en Gang
om Gud og om, hvordan det sammen hang,
naar det, som er af Støv, til Støv gik bort
og Sjælen paa en Vis var bleven Enke.
Men Darwin svared: „Livet er saa kort;
paa den Slags Ting har jeg ej Tid at tænke."

En anden Tænker, ogsaa af de store,
af dem, hvis klare Tvivlen Verden renser
for Overtro og for fantastisk Hildelse,
og derfor dømt — som var det én af vore -

or samfundsødelæggende Tendenser
samt for at føre Folket i Forvildelse,
— var Sokrates, der sagde paa sit sidste,
at han om Guders Tilvær intet vidste.

I ønsker om min Gudetro Besked;
de store Mønstre vil faa til at glide,
at jeg som Sokrates slet intet véd
og har som Darwin ikke Tid at vide.

II

Dog har jeg Troen paa en Salighed,
som, omend nyopdaget, med den gamle
saa noget nær i Alder op kan hamle,
idet fra selve Skabelsen den stammer;
det hjælper ej, at Folk af yngre Dato
— saaledes iblandt andre ogsaa Plato -
er bleven udnævnt til dens golde Ammer.

En Salighed, der knyttes til en Tro,
hvortil vi døbes under Blodets Flammer.
Hvis du har Mod og Trods, den bygger Bro
frem til et vaaromsuset Himmelkammer,
hvor der er daarende Musik. Men hvo
der dvæler fejg og slap og ynder Ro,
fra Guden for hans Lunkenhed ham rammer
som Straf det kolde Intets Helvedjammer.

En Tro? af hvilken Art? og hvordan fundet?
I Leg den fødtes, vokste stærk i Kamp,
skød lidt for rask til Vejrs i Drømmeblundet
og stredes saa med Skuffelsernes Svamp,
som havde dræbt den, hvis de havde kunnet.
Saa laa den syg, men da den fik sig sundet,
steg klaret frem af Længslers Taagedamp
en Livsanskuelse paa Elskov grundet.

Paa Elskov? hvilken Elskov? Gud, behøver
man spørge om, at den er ganske blottet
for al Moral — saa godt som nogen Røver!
De skændige, som har sig sammenrottet
og ærer hverken Kirken eller Slottet,
kan de forstaa den Kærlighed, som skrumper
i Oldemoderdydens Katakomber?
De har jo Dydsbegreber, som ej skiller
de svangre Koner fra de dito Friller,
Begreber, hvor al Verdens Last forsumper,
som smager mer af holbergske Perniller
end gamle Jomfruer og Huspostiller
og ryster Samfundsordnen i dens Piller.

Det kære, rare, gode, gamle Samfund!
min Ven, hvad nærer du for Vanvids Tanker?
Saa du vil lære dette sejge Trækdyr
at sparke ud med sine stive Skanker!
O søde Enfold, du vil reformere,
vil slaa som Samson med en Asenkæfte
til vore patriotiske Filistre!
Min Ven, hold heller op at fantasere.
Du selv til sidst, det skal sig nok bekræfte,
vil fast til deres fede Limpind klistre.

Af al din Talen bliver man kun døv.
Mens selv du Gløder paa dit Hoved sanker,
det dovne Æsel staar og tygger Drøv
og bliver mere stædigt, mer man banker.

Paa Kærlighed at bygge op sit Liv,
er det en Ting at byde Trækdyr-Racen?
De vilde Tanker, over Bord dem hiv!
Den véd, en Smule Kønsdrift det er Stadsen,
og Kvinderne! — tilfældigt Tidsfordriv.
Hvor ta'r den raat paa hele Suppedasen!

Nej hvis du ungdomsovermodig kækt
en daarlig Smag tog paa at reformere,
saa grib den unge, endnu sunde Slægt,
og tving det i den, at den aldrig glemmer,
med Kvindehvisken og med Tordenstemmer.
Men læg ej paa de gamles Bedring Vægt;
de sidder fast og rører sig ej mere.

Den unge, sunde Slægt — ak hvilken Frase!
Er den ej løs og mat, har den en Smule
jærnholdigt Blod, som end har Lyst at rase?
Er ej vi alle bleven gustengule?
Af Tidens lange Kævl, snart oppe, nede,
er ej vi alle halv Vejs sløjfet hen?
Hvad siger det, om vi er kolde, hede,
om nu vi føler Glæde eller Vrede?
i Morgen er vi rolige igen.
Hos os er intet sejgt paa nær vor Léde,
som er vor Dyd — vi har alene den.

En Kaste Kvinder og en Kaste Mænd,
hvor Kvinderne er ét og Mænd et andet,
maa slig en Slægt ej tørre bort i Sandet?
Han er den stærke, hun det skøre Kar,
han klog, men raa, hun dum, men hjærtedannet,
— det er, som aldrig deres Blod var blandet
og ikke af den samme Marv de var.

Naturligvis, bevare's! hvert et Køn
har sine Finheder og sit det sære,
ja uden Forbehold jeg vil erklære,
at Kvinden fra Naturens Haand er skøn
og taler mægtig til sit Ophavs Ære!
Men denne Kønsforskels Beskytnings Mur
har elsket frem Manér og ej Natur.

Det egne, fine, sære næppe glipper,
om mindre sondrede de vokser op,
om ej besnust af Tantenæsetipper
lidt mindre dum den unge Pige tripper,
om Manden ej faar gjort saa mange Hop
og smidt sin Kraft i Grams paa Knejper, Kipper.
Hvor skal de siden kunne følge Trop,
naar alle fælles Baand man overklipper?

Har man af Skønhedshensyn været kold mod
Beskytningsstormeriets ny Profeter
— I Skønhedselskere hav bare Taalmod!
hver ægte Forskel i sig selv har Hold mod
at rendes ned af Søren eller Peter.
Og hvilken Skurk har tænkt at øve Vold mod
et Kvindelegems Anonymiteter?

Ak hvorfor skal de netop skilles ad,
naar nu de allerhelst vil være sammen?
I Fædre, Mødre, husk, at selv I sad
adskilt en Gang, forpint af Længselsflammen!
Husk Æblet falder ikke langt fra Stammen!

Om hun og han I spørger, hende, ham!
Hvorfor den dumme Snak? Og hvorfor dømmer
I det, som taalelig for ham sig sømmer,
hos hende som al Verdens Spot og Skam?

Er det ej ligegyldigt: han og hun?
At de er Mennesker, er det ej nok?
Naar Tingen dog er éns, af hvilken Grund
ej bruge én og samme Maalestok?

Af ét de kom, kun én er deres Bøn,
at de faar Lov igen at blive ét.
Naar en Begæring er saa from og skøn,
bekymrer han og hun mig meget lidt:
vi har kun Fælleskøn og intet Køn.

En Livsanskuelse paa Elskov! — Navnet
har jeg desværre selv ej fundet paa -
et Facit af, hvad jeg har vundet, savnet
i klare Nætter, Dage himmelblaa.
Af Elskov ledes alt, som vil bestaa.
Men hvorfor maa det da ej være saa?

Ti hvem kan sige mig, hvad det vil skade?
Nu maa i Længsels Sumpen Slægten vade,
og visselig det blev en trist Parade
at mønstre alle, som er sunket i.
Kom, lad os aabne Elskovs grønne Sti
for hundred, naar man aabned før for ti;
og to og to de vandrer stærke, glade
med Ungdomstrods og mere Blod end vi.
Er blot de to, al Synd man skal forlade.
— Jeg kalder ikke Kærligheden fri,
jeg siger to og to — for visse Blade!

For visse Blade, der, som andet mere,
til den Tid længer ej vil existere.
Og deres stinkende Moral er død,
og væk er Præstekjolen, Helvedriset.
Og alle have dagligt Kød og Brød,
til Trods at Parringsvalget stillet frit,
saa ung og fattig er de andres lige,
vil skabe Folk med Blodløb, Appetit.
Af Ligheds-Tanken styres Land og Rige,
kun Aand og Arbejd er den Kapital,
som fordres paa Erhvervets, Ærens Stige.

Forbi er Aandstvang, bundne Længslers Kval
— den store ubekendte være priset!
I Verdens lyse, himmelhøje Sal
ej tunge Vemodsskygger mere snige,
og ingen Estrup krænker Paradiset.

Forbi! — hvornaar?

— — — — — — — — — —
— — — — — — Imens jeg frem mig kæmper
i Tankerus og Lampen stille lyser,
til sént paa Natten end jeg sidder vaagen.
Jeg slaar et Vindu op. En kold December!
hvor dødtavs Byen bagved Nattetaagen
udslukt og skummel ligger hen og fryser.

Der jager stærke Vindrusk gennem Gaden,
Gaslygten klirrer, Vinduskodder slaa,
og alt er tomt, kun lænet mod Façaden
jeg skimter en Betjent dernede staa.
Han tramper lidt og gnider sine Fingre
og bli'r saa rolig, mens paa maa og faa
igen mit Øje søger ud mod Staden.

Saa hører jeg fra Gadehjørnet skingre
en Kvinderøst i Latter skarp og raa.
Og uklart ser jeg over Gaden skraa
tre dansende Personer, hvoraf hun
bestandig nynner, lér og bruger Mund
og kalder en af Mændene sin „Frier".
Betjenten retter paa sig, og de tier.

Hvor passer disse tre forsorentglade
til denne Skøgeby i denne Nat,
hvor alt det vrangne er i Stævne sat!
de bringer som en Lugt af harsk Pomade.
Nu fryser Skøgebyen atter hen,
men her den har sit Billed efterladt:
en drukken Kvinde mellem tvende Mænd.

En Skøge!- af de Stakler, som blev ofret,
blev dømt sig selv og Staden at forpeste.
Det var en velvis Over-, Stads- og Hofret,
som fandt det tjenende til Slægtens bedste.
Du skumle Stad, gør op med din Misére!
du er forfrossen, du maa søge Ly.
Du skal ej længer være Skøgeby;
ti der skal ingen være Skøger mere.

— Nej ingen Skøger! Lastens Dødningkæber
vil kysse Léde i den unge Brynde.
Men Kærlighed fra rige, varme Læber
med skøn Naturlighed og nøgen Ynde!
en Elskov for en Ungdom, der ej slæber
sig træt af Sted, men lér med røde Kinder,
en sorgløs Ungdom, som ej mere flæber
paa Kirkegaarden mellem døde Minder,
men hensynsløs tør sine Krav forkynde.

Endnu vi ejer Skøgeblodet — vâr dig!
og kast dig ikke bort, før Hvirvlen ta'r dig!
Men hvis sig hede Sommerlængsler spinde
omkring en Kvinde, stærke som Musik,
da grib, i Fald du kan, din Elskerinde
— kan du vel svare for en daarlig Skik?
Og er I uberørte — unge blot!
det mindste, det, som skældes lavt og raat,
vil faa et Skær af Helligdoms Mystik.

Luk op, der banker paa en trodsig Hær
af friske Længsler, tvingende Begær.
O lad os faa at sé en Slægt, som lér!

— Saa vil de alle elske, én og hver,
med sin Grad Varme og paa sin Manér.
Og Sommernattens Alf, den glade Puk,
vil skinsyg aande mer end tusend Suk.
Slet intet skiller mer — ej Magt, ej List -
to unge, som paa Kærligheden tror,
den skønneste og festligste for vist
af alle Fester paa vor skønne Jord.
Paa Elskov grundes Rige, Land og Stad,
og Elskov er det, som gør sund og glad;
at tro paa Elskov er den store Lære ...

Ak hvorfor skal de netop skilles ad,
naar de nu allerhelst vil sammen være?
Endnu jeg spørger paa det sidste Blad.
Og med et Spørgsmaal har jeg her den Ære -