Tandaradei ... Den Tid, da jeg blev gal,
var ikke som hver anden Tid banal,

da blev der mange andre gale med,
jeg fik en udvalgt Flok at tale med.

Alt det, jeg søgte efter men ej fandt,
har somme Tider gjort mig kværulant.
En Skare Plovmænd kom med Hyp og Hov,
drev Nattergalen ud af Danmarks Skov
(hvor man fra Oldtid mente: Nød er Lov).

Alt det, jeg fandt men ikke havde søgt,
blev mig en Text, hvor over jeg har spøgt,
fra Dansemesterdatrens runde Læg
til den Barber, som tog mit første Skæg.
Den Kunst at holde Tungen smukt i Ave
kan skaffe Digteren en Livsopgave.

Dog mens jeg drømmer Tusind og én Nat,
et Æreshverv er drysset i min Hat:
Tre Tusind Aftner, tilbragt i Skelskør,
et Værk, som jeg skal skrive, før jeg dør.

Tandaradei ... nu véd hver Nattergal
i Skoven, at jeg ikke mer er gal.