Vi vare hos hinanden.
Du græd og jeg græd med.
Vi tørned mod Forstanden
og kæmpede og stred
og hos hinanden led.

Tilsidst med Graad du loved
at ofre alt for mig.
Jeg græd end mer og voved
af Ængstelse for dig
at tage Gaven ej.

Saa maatte vi vel skilles,
oh, hvor det dog var strængt,
saa nær ved Lykken stilles
og blive udestængt
af egen Angest trængt.

Da smilede vi begge
og kyssedes og lo,
hvorfor sig selv vel gække,
vi var to Narre jo,
og vi lo begge to.