Min Moder, som til Verden mig
har født, og som jeg died,
som styred mine første Skridt
og mig sin Omsorg vied

hun var af kraftigt Bondeblod
af nordgermanisk Stamme
af Wessels Slægt. — Jens Baggesen
jo var et Skud af samme.

Mit Sind blev blødt. Jeg fik Humør,
som være kan nødvendigt.
Min Lærer Byron gjorde det
lidt djærvt og uanstændigt.

Derpaa min Fader traadte til.
Han Liv i Spirer vakte,
som vist alt ved Undfangelsen
ned i mig vare lagte.

Han lærte Skarphed mig og Vid,
han lærte mig at tegne
et grelt satirisk clair-obscur.
Min Faders Navn var Heine.

Han lærte Skarphed mig og Vid,
men han var bitter-blodig.
Det lærer jeg ham aldrig af,
jeg er for dansk godmodig.

At Aristofanes han var
min Bedstefar, det lader.
Det havde jeg ej tro't, hvis Far
ej havde kaldt ham „Fader".

Min Moder var en dansk Natur,
men landlig uoptugtet.
Jeg opstod, da en fremmed Sæd
et frugtbart Skød befrugtet.

Min Moder var Naturens Barn,
en Borgermand hun ægted,
men blev forført af Far, det Skarn
som Bibelen fornægted.