Den første Vandringsmand:

Tre Mile gik en Vandringsmand,
da kom han til en Have,
hvor grønne Snerleranker hang
om lave Gærdestave

Hvor Sneglene krøb og Planterne løb
hver Time sine Tommer.
„Her bor som en Bedstemor mellem sin Humle
den gamle, forviltrede Sommer.

„Hun skænker — tænkte vor Vandrer — vel
en Vandslurk fra Vippebrønden,
maaske et Krus Øl paa saa hed en Dag,
hvor Brygget slaar Spunset af Tønden.

„Kan hænde, bag hendes Bondeskørt,
vævet med gammeldags Lune,
en fin ung Datter vil smile mig til,
hvis Kind og Hænder er brune.

„Det bedste hænder det første Sted.
— Jorden er stor, skal det knibe.
Her synes mig godt, her dufter i Fred
den trøstende Røg fra min Pibe."

Over Gærdet skræved den Vandringsmand.
„Jeg gik tre lange Mile.
Jeg længes efter en Middagsdrik
og efter min Middagshvile."

Den anden Vandringsmand:

Der hasted en anden Vandringsmand
som en Lygtemand med sin Lygte.
Vel tyve Mile vandrede han
og fandt ej det, han søgte.

Han vandred ud, var det hedt og koldt
Han saa' om den gulhvide Maane,
der hejstes og sank som en stenet Bold,
den tynde Høstluft blaane.

Han fulgte med sit natvante Blik
det store Værk af Kloder,
men mødte ej Fred og Modertrøst
hos Jorden, vor fælles Moder.

Han vandred vel tyve, vel fyrre Mil,
og tørned sin tørstende Hjærne
til Blods paa Klodernes Gaader af Sten,
Evighedsmøllens Kværne.

Han fandt den første Vandringsmand
under Sommerens Tag og Tørke.
De sad og talte den halve Nat
i det friske, det lægende Mørke.

Den første taler:

Velkommen til mit Godses Grund
baade nu og alle Sinde.
Velkommen under mine Valnødtrær
og under mine grønne Linde.

Med Kvæg paa Marken, Heste i Stald,
mellem Hegn, behængte med Snerre,
sidder jeg her i min grønne Gaard
som en Plovjærnsfyrste og Herre.

Til Aften silde mit Taffel staar
med Sommerens Vin og spiser.
Hver Nat gaar der Dans i min kønne Gaard
til Giger og Folkeviser.

De Jomfruer binder og flætter deres Haar
og træder i Dansen med Glæde.
Men naar den almægtige Nattergal slaar,
vil begge mine Øjne græde.

Jeg breder for Skønjomfru min Ridderkaabe blaa,
løser hendes himmelske Flætning.
Hun straaler blond af Ungdom mod Natdybets Fløjl;
en Nattergal slaar i en Tætning.

Mit Kongehjærte undrer derpaa,
lytter til Skønjomfruens Stemme.
Jeg hørte slig Røst i min Ungdoms Morgengraa,
den Pigestrube kan jeg aldrig glemme.

Jeg sidder da Skønhedens Side saa nær
bag Lindes Hegn og bag Gærde
og ser, hvordan Verden derude staar,
og hvad nu dér er paa Færde.

Jeg tænker det alt fra min grønne Gaard
mellem Frugttrær og kalkede Gavle:
inddelt i Gaarde og Haver og Hegn,
al Verden Tavle ved Tavle.

Saa, velkommen under mine Valnødtrær
og i mine Plovjærnsriger,
ved Dagværk og Afteners dæmpede Dans
til Folkeviser og Giger.

Her hviler vi ud i vort Hjærtes Magt
og tænker tusind Mile.
Du gaar dig træt de tusinde Mil
og finder dog aldrig Hvile.

Den anden svarer:

Jeg takker dig, Ven, for det Ly, du gav
i Riget, hvorover du raader.
Men tyvefold er mit Hjærte delt
af Uvisheds lønlige Gaader.

Det er ej Gavn, at du skifter med mig
og Magten med mig deler.
Jeg og mine Drømme vi har saa lang en Vej
som Abraham med hans Kameler.

Skærsommersolen er bleven saa hed.
Naar Lyset i Skyranden størknes,
ved Aften ser jeg det korngrønne Land
frodigt at midsommermørknes.

Den drivende Dug i den tunge Rug
og Kør paa slagne Enge,
det lokker mig ud — her stod en Gang
vor unge Elskovs Senge. -

Til Farten mod Fjærnets Himmelland
jeg spænder paa ny mine Saaler.
Min Snække fisker paa sorten Sø
efter Guldet i Daggryets Skaaler.

Farvel, farvel! og sé dig glad
paa Kransen, din Tærne flætted.
Jeg maa nu finde mit Kanaans Land -
Landet, som blev forjættet.

Med Tungsind drager jeg ud af din Port,
som Abraham med hans Kameler.
Der voxer ej mellem Mænd den Urt,
som mine Vunder heler.

Den første:

„En bygger sig Hus — En snører sin Bylt
for Livsens Vejsten at tælle.
Farvel da! vi mødes vel nok igen,
vi er under Sommerens Vælde!"