En mørk og faamælt Pige
betjente altid Sigmund,
beredte ham hans Bad,
naar, oftest henad Skumring,
han søgte til et ensomt
Badstuerum i sin Stad.
Hun talte ingensinde,
førend hun spurgtes ad.

Den tavse unge Pige,
som ikke kendte Latter,
Bademesterens Datter,
stod med sit glatte Haar;
hun aabner Hanens Sluse,
hun lader Dampene bruse.
Saa lægger hun Linned tilrede
og hilser stille og gaar.

Hun var saa stum og lukket.
Kun dette Træk om Munden
af dyb, uslukkelig Grunden
bar Bud om et køligt Væld,
hvor Drømme havde til Huse,
som kunde knuse Pigen
og voldte hende Skade,
men som hun tramped ihjel.

Hun syntes at vogte sin rene
Ungdom for Skændsel og Skarn,
opvokset nær Armodens Stræder,
en Jomfru, der aldrig var Barn.
Naar Sigmund siden blev ene,
han lagde tyst sine Klæder,
men sad og grubled en Stund
med samme Træk om sin Mund.