Omspændt af mange Minder ligger Byen
som i et Kabel, Gader, Pladser, Kroge,
der er en sagte Hvislen, Bugten, Spyen
i hver en Skygge af Erindringssnoge.
Det gaber tomt med tunge Øjenlaage
fra mørke Ruder. Gid jeg kunde glædes
og ikke af min Fortids Øgler ædes,
et slimet Lig i denne Aftentaage.
Jeg vil ej sidde som en sulten Lus,
til evig Tid saa nær mit Ungdoms Hus
og drikke Skaaler med min egen Skygge
og suge Saften af mit Hjertes Lykke.
Til Langfart! Jeg vil blæse op et Stykke,
om saa min Baad forgaar med Mand og Mus.