Sophus Niels Christen Claussen

12 September 1865 / Helletofte – 11 April 1931 / Gentofte

Sejre og Vunder

Nok er at tale om,
naar vi tilsammen kom
— sælsomme Tider og Dage.
Sejre fra Ungdomsaar.
Vunder, som Verden slaar,
Dyrtid og Lændeværks Plage.

Skyer som Skifertag
dækker den blege Dag,
skygger for Gud og for Love.
— Broder og Ven i Dan,
sig, om du mødte Pan,
og foer du vild i hans Skove? -

Drog dig med gunstig Bør
Bælt eller Sydhavs-Øer,
Engblommen, Pilen og Syren?
— Gik du paa Regnbue-Vej,
sig, hvem der mødte dig:
Mars eller Guden med Lyren.

Staar du paa øde Mark
isnet til Rod og Bark
udslidt af Vinterens Vinde?
— Er du et gammelt Træ,
staar dog med Smil og Læ,
Sjæl, du er endnu derinde.
117 Total read