Se, jeg mødte paa en Gade
Døden ... aah saa skøn at se,
brune sommerlige Lokker,
en Skønjomfrus Hud, som Sne.
„Lad mig leve" bad jeg Døden
i mit unge Hjertes Vé!

„Leve blot et stille Foraar
nær din fine Jomfrusné!
Nær ved dine kyske Sider
lad mig kun et Foraar se
med de Kys, som en Veninde
bag et Forhæng godt tør se!"

Klædt i tusind søde Blonder
ligned hun en Blomstereng.
Bag sin Skal af Skønhed var hun
vinterfrossen, død og streng.
Jeg har bedt Umuligheden
rede mig en Brudeseng.

Jeg har bedt Umuligheden
om at smykke sig som Brud.

Jeg har bedt om Vaar hos Døden,
derfor skal jeg slettes ud.