Graven var lukket,
og tavs blev den døde.
Alle hans Sange
dog strømmer mig i Møde

hilser Godaften
med Stemmer saa glade:
„Du bærer hans Bog ...
vi lever paa dens Blade.

Nu kan vi synge
en Sang uden Lyde,
nu da han ogsaa
tør tie og nyde ...

Duggede Stjærner
i høstvarme Nætter,
Aftenens Stilhed,
som daler over Sletter,

Vogne, som fjærner sig,
støvtrætte Veje!
hvor Længslen gaar hjem
til det rolige Leje.

„lntet er der mere,
som kalder vor Haaben.
Nu kan vi sove
som Straaet og Draaben.

„Ak hvor er Landet
mættet med Slummer,
Sundhed og Søvn af
utømmeliee Kummer.

„lntet have vundet,
intet have naaet,
sove som Kornet,
drømme sødt som Straaet.

„dugges som Høstvognen
efterladt fuldt læsset,
som Stenen i Vejen,
som Tudsen i Græsset.

„Sove og glemme,
hvile og stole
paa Lykken mer sikker
end kommende Sole.

„Sove som Snerlen,
der vugges paa Gærde
med Ret til at vaagne
med Lykke ved at være.