Hun er død, den dejlige,
I kender Navnet!
Den tit omfavnede
har Seinen favnet.
I Druknehuset,
der er hun havnet.

Nu laster I Pigen,
nu dømmer I Skøgen.
Men vid, hun er død
som en Ende paa Spøgen
af sin medfødte Lyst
til at klæde sig nøgen.

I Venner af Sandhed,
som aldrig forraadte.
Det var for sit ærlige
Hjerte at blotte,
at Sarah, vor Søster,
fra først blev Kokotte.

Hun elsked det dristige,
haded det plumpe,
og Skønhed kan sulte
men aldrig forsumpe -
hun slynged mod Løgnen
sig selv, som en Bombe.

Med sine Kjoler,
de slet sammenholdte,
paa Kunstnernes Bal
bevirked den Stolte
en hel Politi-
og Studenterrevolte.

Den ærlige Sarah,
saadan var hun kommen
haarblond og yppig
med Intet i Lommen,
for nøgen at stævne
et Samfund til Dommen.

Og nøgen forlod hun
de jordiske Stræder,
saa snart hun begreb,
at kun hyllet i Klæder
nød Skønheden Fremgang
paa passende Steder.