Nye Sprog og Formler skal han lære.
spænde Broer over svimle Højder,
kaste gyldne Sædekorn i Dybet,
hvor de vokser op som vundet Land.

Alt, som gror og glor fra Fjeld til Kysten,
hvor en Havarm lægges tør paa Sandet,
alt, som skinner, gløder, heftigt brænder,
maa han spørge, søgende Ord.

I sit Indre har han Klippehuler:
Alle Kildevæld, det tavse Spanien,
hvoraf Sproget rinder og blir gyldent.
Denne Halvø er jo hele Verden.

Disse Ord skal siden blive Guldkorn
en Gang, naar han fægtende og rolig
møder Fjendehad og Bifaldssmiger
eller Pigesmil og sorte Tyre.

Vil du bryde Spanie-Tyrens Nakke,
se de brune Pigers Dans paa Bordet?
Vil du bære alt og rolig briste?
Svøb dig ind i dine spanske Skind.

— Regn og Blæst -
Hvorfor regner, blæser det i Spanien?
nitten Dage blandet blegt med Solskin?
Verden over venter man paa Foraar,
tørner Spaniens Ungdom ikke ud?

Ak, hvad nytter os, at det er Majdag,
det er ikke Majas Dans paa Bordet.
Tyre, som man slaar ihjel i Graavejr.
Vi er kommet alt for sent til Spanien.

Folketypen er lidt barsk-koldsindig,
altid brændte noget her i Landet,
et og andet eller en og anden,
hvordan skulde det berøre Mængden?

Har du set paa alle Kanter Fremskridt!
Nylig brændte her et Filmsteater.
Men her var en ganske anden Leven,
den Gang Torquemada gik og brændte.

Der gik mange Mennesker til Spilde,
Folkets Mængde var dog altid rolig.
Op paa Bordet, gamle Carmencita,
tramp og dans og duv paa dine Stolper!

Har I set: paa alle Kanter Fremskridt,
Spanien opper sig med Broer og Baner.
Pyt, men gennem Andalusien vandred
Hannibal med sine Elefanter!

— Altid brændte noget her i Landet -
Op paa Bordet, gamle Carmencita,
tramp og dans og duv paa dine Stolper,
her var stadig Brand og Folkevandring,
hvordan skulde det berøre Spanien?

Der var stadig Brand og Folkevandring,
indtil Goterkonger dobbeltkristned
med det store Tilnavn: de katolske,
lod den rette Tro slaa ud i Flammer.

Hvor Vandaler hærged — eller Maurer
bygged deres Slotte paa Alhambra,
hvor Ciganos dansed — eller Jøder
hygged sig med Pengekløgt og Velstand.

Altid brændte noget mer i Spanien,
her en Gang for hundred Aar tilbage
brændte man Castiliens Adelsskove,
for at Folket kunde lære Landbrug.

Om man syd om Afrika fandt Indien
eller vest for alle Bølger Østen,
om man naar det samme over Suez
— Folkets Mængde var fuldkommen rolig.

Eet dog véd jeg: oldtidsstærkt som Edda
eet bestaar endnu: det gamle Spanien,
gamle England og Evropas Fastland
og vor Skippertro i Nordens Havne!

Om den nye Folkevandrings Mestre
hejste deres Tekster højt paa Masten,
Vestens Viden, Østens Religioner,
Yankee-doddle eller Salmesang.

Om i Stedet for Inkvisitorer,
Præster, Munke, ridende paa Asner,
nu Studenter hersked, Professorer,
Skrivere, Barberen i Sevilla,

Folkets Mængde var fuldkommen rolig.
Kvinden er lidt barsk, men dog elskværdig,
og den kaade, mandevoksne Ungdom
klimprer paa Forvovenhedens Gitar.

— Poetens Vemod -
Hvorfor regner, blæser det i Landet
nitten Dage, blandet blegt med Solskin?
Verden over venter man paa Foraar,
Spaniens ungdom tørner ikke ud.

Ønsker du et Under nu fra Spanien
af den Sol, der ventes Verden over?
Straaler Ebro, Guadalquivir?
eller er det gamle Rige øde?

Saadan stirrer du i Solens Øje,
til din Samtid med et Abespring
lynsnart brækker Spidsen af din Klinge,
listigt slaar dit ene Øje ind.

Saadan halvblind og med stumpe Vaaben
staar den Kæmpende mod Solnedgangen.
Han skal ikke føre spidse Klinger,
ikke alt for fine Øjets Sanser.

Bedre staar han da, mens alting rinder,
større er hans utilstræbte Ære,
med sin Tid i Hovedets Fortætning
— som en Klode havde født en Klode.