Blandt Lærdes Tidsler og Drømmeres Roser
ned gennem Sprogenes Malmbrud af Gloser
har jeg stræbt: for at sé med vort Samfunds Bevarelse
de ældgamle Spørgsmaal i Fremtidsbesvarelse.

Hvordan vi os lemped i Sol og Polarvind,
fra Dyr blev til Mænd, er forklaret af Darwin.
Men Jorden, tror Malthus, kan ej give Høst til
saa mange, som vi har Formerelseslyst til.

Hvis Malthus er trist, saa har Darwin forfriskende
sagt: vi er langt ude Fætre med Fiskene,
(hvorfor man endnu vil finde begravet
dybt i os den Ibsenske „Længsel mod Havet".)

Naar Landjorden da bliver overbefolket,
for dyr og for fin at bebo, har jeg tolket
min Darwin som saa, at en Mand faar det lettere
i Bølgernes Dyb blandt de slimede Fættere.

Fisk avler dog Fisk, trods vor Syngen og Blæsen.
Man genfinder Gællerne, Snittet paa Næsen
hos Ynglen. Og Sangguden taber sit Plekter
af Gru for de lyttende Fiskeblodsslægter!