Herre min Gud, hvor vi alle er fattige!

Mens jeg gaar og længes efter min Elskede,
der har sendt mig til Italien og nu tilmed i to Uger
har glemt at sende mig Breve
træffer jeg sammen med en Jærnbaneinspektør,
en gammel Ungkarl, som taler et fordringsfuldt og daarligt Fransk
og vandrer med mig i Domkirken,
hvor han foragter alle Arbejder af ham ubekendte Mestre
og kun nikker anerkendende til Michelangelo.

„Est-ce que vous trouvez ça beau?"
siger Jærnbaneinspektøren og standser med Katalogen i Haanden,
„Finder De det smukt? Jeg finder ikke."
Moi, je ne trouve pas.

Og stadig dette sure Spørgsmaal: „Finder De det smukt?"
Intet finder den gamle Ungkarl smukt
uden Kvinderne, som han beundrer
modløst og paa Afstand.
„Thi en Embedsmand i Italien," siger han til mig,
„maa være meget forsigtig og ikke vække Skandale."

Han bad mig vise ham de Kvinder, som jeg ikke selv søgte.
Det var en Palmesøndag ...
Men hvad vedkommer mig en Embedsmand,
der er bange for Skandalen?

Aa det var en Palmesøndag,
og der var meget koldt i Gaderne.
Men jeg gik ind i Kirkerne,
og alle Vegne uddeltes Palmegrene
smaa, tørre Kviste, med smaat, stedsegrønt Løv.
Op hver Gang jeg husker paa disse Palmer og denne Palmesøndag,
husker jeg paa Siena og de unge Kvinder dér.
Smukt klædte,
alle med en Væxt som Prinsesser og Hertuginder
og med mørke Øjne, fulde af Fare,
knælede de ærbødigt paa Kirkegulvene
og modtog af Præstens Haand
de signede Grene.

Jeg har gemt et Par slige Palmer,
støvede, stedsegrønne og tørre,
og de minder mig om toscansk Ungdom,
om Sienas ranke, kvindelige Ungdom,
der med urolige Øjne, urolige Hjærter
knælede for Religionens stedsegrønne Vidunder.

I Siena var jeg omspændt af Fare,
allermest om Søndagen ved Militærmusiken,
naar Toscanerinder fra Byen og Landet,
Hertuginder af Væxt,
med store, gule Straahatte som en flagrende Glorie
og med stolte Fjed som lutter Døtre af Officerer,
vandrede mig Snesevis forbi.

Musiken! Musiken! ...
men mest dog Løvsalsfesten,
de støvede Grene og Vievandet!