Og i den samme konfuse
og babyloniske Festnat
omkom den raadvilde Muse.

Hun bad om Lov til at dø.
Og det var det bedste, hun kunde,
naar hensés til Mængden af Hunde.

Det var for Resten Stykket
om Pengeposens Vandring,
der voldte en ukendt Forandring.

Hun drøfted det hæftig og sygt.
Og hvis hun var født som en Fjante,
hun endte som vildt forrykt.

Hun lo: „I har vist mig saa længe,
at Kunsten er Magt eller Mønt,
at I kan sælges for Penge.

„Mit Hundeliv er til Ende.
Min Sanghest har pløjet sit Hovmaal.
Nu sælger jeg Brænde — i Skovmaal.

„Hallo! her er Skovauktion!
Vi sætter to Løver paa Bunken.
Hvem byder? vær ikke saa lunken.

„Og de er nok værd at læsse.
Jeg medgiver dem en Adresse
i retrospektiv Interesse.

„Behage de rivende Løver
det kan kun en eneste Mand.
Og derfor kom Hundene an.

„Og Hundene spildte min Tid.
Jeg gik fra Sans og Vid.
Thi dør jeg i Jomfrustand.

„Jeg sætter to Løver paa Bunken.
En Skov jeg i Tilgift byder.
Ved Gud jeg paa Brændet ej snyder.

„Jeg sælger mig selv: som Diana
med Digterne, lange og korte,
omskabt til Hunde og Hjorte,

„Nu hug mig til Pindebrænde.
Men hvis jeg begyndte som gal,
jeg vil være gal til min Ende.

„Det tænder mit Had i Brand,
at jeg — den kyniske Muse
maa dø her i enlig Stand."

Og Musen begyndte at danse:
„Jeg kranser dig, Digter, ad Aare,
i Fald du vil skræmme og saare.

„Men vil du ej saare og skræmme,
da maa du de Løver bedaare.
Og vogt dig; for de er slemme.

„Du sætter Fløjten for Munden,
din Panfløjte gør dig sikker
baade for Løven og Hunden.

„Den ene Løves Næse,
den skal du venskabelig pudse,
den andens Skæg skal du studse.

„Den ene maa du nærmes
(men vogt dig; for de er studse)
den anden maa ikke fornærmes.

„Og klipper du den anden,
hvorved han bliver miskundelig,
saa bliver den ene misundelig.

„Det er et Herkules-Arbejd,
som Herkules-Kræfter behøver,
at snyde de danske Løver.

„Og hvis du let beskæmmes,
lad Sagen hellere ligge,
for Løverne skammer sig ikke.

„Men kunde du Løverne pudse,
da fik du Løn i mit Hjærte,
for dig jeg skulde blusse.

„Ak dette blev Ende paa Farcen,
det slog mig som Muse ihjæl:
— det kan kun Professor Larsen".

Hun vinked sin friske Kusine
(nævnt paa et selvstændigt Folie)
og bad om den sidste Olie.

Jeg selv var til Stede ved Festen,
der blev med ét saa stille,
man hørte Natteblæsten.

Men stolt som en ung Dryade
Kusinen mig Trefoden rakte.
Nu kunde vi Hundene magte.

To Løver blev hurtig pudset
og studset, og det var Løjer,
som ingen af dem fornøjer.

Med kraftige Slag blev min Trefod
indviet til Digtermøbel.
Det ramte den nye Pøbel.

Jeg slog, før jeg selv laa fældet.
Og saadan med min Dryade
jeg baned mig Vej fra Hotellet.

En Udgang var aabnet — en Sti fri,
og hæderlig Poesi
udløst og gjort partifri.

Saa sprang vi op paa Hesten
og travede sammen glade
ud under grønne Blade.

Nu holder jeg for min Veninde
Justits paa Blomsterstierne,
hvor mine Smaavers er Bierne.