Golde Sten og Fossefraad
det er Jættens Husgeraad,
Vandfald over Fjælde-Rande
ophængt Traad ved Traad.

Fossen, som med Ødets Sus
gyder Drøm i Jættens Hus,
er til Evighed beruset
af sin egen Rus.

Spørg, om Kilden ved Besked,
om den Rejsens Rigdom véd,
Bækken, som fra sære Højder
styrter lodret ned.

Elve kaster sig i Harm,
gør en Verdens Skrald og Larm,
hænger ned ad Klippesiden
dystert, Tarm ved Tarm.

Bag dem rejses Himlen høj.
Stundum gør de Spøgen drøj,
alle Jættens Tarme runger
af en fælles Støj.

Fjældets Tragt er graa og arm ...
Men paa Tindens Vinduskarm
sidder Solen ør og skrøner
hele Verden varm

Fyrren i sit Tempelskrud
paa en Fjeldkam foldet ud
staar forladt af Gud og straaler
i en Glans af Gud.

Luften bliver fin og mild,
Fossevæld og Felespil.
Og hvad kan der skænkes mere,
end at Drøm er til —?